
Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R) vil tilbage i Folketinget og starter søndag sin valgkamp. Det skriver han på det sociale medie Twitter.
- I dag (søndag red.) starter vi valgkampen. Jeg vil gerne i Folketinget igen. Det har ikke været en nem beslutning. Politik kan være hårdt og personligt, skriver han blandt andet.
Christian Friis Bach sad i Folketinget for De Radikale fra 2011 til 2014. Han var udviklingsminister fra 2011 til 2013. Han trak sig som udviklingsminister i november 2013 oven på GGGI-sagen, fordi han var blevet gjort opmærksom på, at han havde givet forkerte oplysninger til Folketinget.
Friis Bach havde afvist over for Folketinget, at han havde godkendt den sydkoreanske organisation GGGI's kritiserede rejseregler som bestyrelsesmedlem. Forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen havde gjort brug af reglerne til 15 rejser for over en million kroner, imens han var GGGI's formand.
I 2014 forlod Christian Friis Bach Folketinget for at blive undergeneralsekretær i FN.
Ud over sin karriere på Christiansborg har Christian Friis Bach været international chef for Folkekirkens Nødhjælp fra 2005 til 2010. Han var også generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp fra 2017 til 2019. En stilling han dog blev fyret fra, da organisationens forretningsudvalg meldte ud, at organisationen ønskede en anden ledelsesprofil.
Han stiller op i Marianne Jelveds valgkreds i Hjørring. Jelved meddelte allerede sidste år, at hun ikke genopstiller. I den forbindelse blev Christian Friis Bach valgt som kandidat.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.