Tidligere kommunaldirektør sigtet for mandatsvig
Foto: Struer Kommune

Tidligere kommunaldirektør sigtet for mandatsvig

Struers tidligere kommunaldirektør Mads Gammelmark er blevet sigtet for mandatsvig.

STRUER: Struers tidligere kommunaldirektør Mads Gammelmark er sigtet for mandatsvig ved uberettiget at have brugt et kommunalt kreditkort 174 gange. Forbruget er på 123.098 kr. i alt.

Det fortæller DR Midt & Vest.

Mads Gammelmark opsagde sin stilling i august. Han begrundede det med, at han på grund af sygdom ikke længere kunne bestride sin stilling som kommunaldirektør.

Der kan ifølge Straffelovens §280 rejses tiltale for mandatsvig, hvis en person, der forvalter en andens formue, påfører denne tab for ens egen eller andres vindings skyld.

Anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om fængselsstraf. Desuden vil der på vegne af Struer Kommune blive nedlagt påstand om erstatning.

Småbeløb og kontanthævninger
Der er ifølge advokaturchef Mette Møller tale om mange småbeløb, som den tidligere direktør i kommunen skulle have brugt fra 16. april 2017 til 29. juli 2019.

- Der er 174 forhold, og det er især mange kontanthævninger, og der er også brugt penge ved tankstationer, siger hun.

Det var ifølge Mette Møller kommunen selv, der anmeldte sagen til politiet i september sidste år. Hun ønsker ikke at oplyse, hvordan den mulige forbrydelse blev opdaget. Der er en forventning om, han vil tilstå forbrydelsen.

I stedet for at sende et anklageskrift til retten har anklagemyndigheden sendt en såkaldt retsmødebegæring. Det betyder, at der ikke vil være bevisførelse i retten. Hvis den sigtede tilstår, vil anklageren rejse tiltalen på selve retsmødet.

- Vi ved ikke, hvad det ender med, men nu har vi i første omgang sendt en retsmødebegæring afsted og kan få hans forklaring i retten, siger advokaturchef Mette Møller.

ibs / Ritzau

Opdateret 10.15 med kommentarer fra advokaturchefen.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt