dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Teknisk fejl rammer igen skoleelevers test

17.000 folkeskoleelevers frivillige test i dansk har fået forkerte resultater, oplyser Undervisningsministeriet, der udsætter testene til fejlen er fundet
10. NOV 2011 6.45

Mange skoler er for øjeblikket i gang med at gennemføre de nationale test på frivillig basis, inden testene til foråret igen skal gennemføres obligatorisk.

Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen har netop konstateret, at et teknisk problem medfører, at resultaterne i to ud af ti test er for lave. Det drejer sig om testene i dansk og læsning for 4. og 8. klasse, hvor der på to faglige områder gives for lave resultater. Det oplyser Ministeriet for Børn og Undervisning.

Ifølge flere medier har fejlen ramt omkring 17.000 skoleelever. 

Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen har derfor sendt en meddelelse til de skoler, som har booket frivillige test, om at udsætte testene, til styrelsen kan give en klarmelding om, at problemet er løst.

Ministeriets styrelse for it og statistik, UNI•C, står for driften af testsystemet. UNI•C har sat alle kræfter ind på at finde årsagen til problemet, så det kan løses med det samme. For at sikre den hurtigst mulige løsning af problemet har Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen besluttet at lade et eksternt konsulentfirma yde teknisk bistand til UNI•C.

Børne - og undervisningsminister Christine Antorini (S) er tilfreds med, at der nu er fuldt fokus på at få løst problemet.

- Testsystemet skal virke, også selvom det er frivillige test. Jeg tager det derfor dybt alvorligt, at der er konstateret fejl i to ud af ti nationale test i dansk og læsning i 4. og 8. klasse. Vi har skrevet til skolerne, at de ikke skal bruge de to frivillige test i dansk og læsning, før vi har rettet fejlen. Da det er frivillige test, vil det være op til lærerne, om de vil tage testene igen med eleverne, siger Christine Antorini.

UNI•C er ved at undersøge konsekvenserne for de test, som allerede er gennemført. UNI•C vurderer, at de lave resultater i de to test er givet i forbindelse med sygeperioden for de obligatoriske test i juni og ved de frivillige test, som skolerne har kunnet benytte siden den 24. oktober. Skoler, som har gennemført test i disse perioder, bedes derfor se bort fra resultaterne fra de to test.

UNI•C vurderer, at problemet kun vedrører de to test i dansk, læsning for 4. og 8. klasse. Skolerne kan derfor fortsætte med at benytte de øvrige otte nationale test. UNI•C vil dog for en god ordens skyld gå de øvrige otte test igennem for at sikre, at der ikke også er problemer med disse.

mou

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/teknisk-fejl-rammer-igen-skoleelevers-test

GDPR