dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

TDC blev 2017's store taber på tele: 144.000 kunder forsvandt på et år

Tilspidset kamp på bredbåndsmarkedet de kommende år
28. MAR 2018 6.24

De kommende ejere af TDC overtager en teleforretning, hvor konkurrenterne er i færd med at hugge ind på både bredbånds-, mobil- og tv-kunder.

En sammenligning af kundetallene hos tele- og elselskaberne viser, at TDC kom ud af 2017 som den store taber, skriver Finans. TDC taber mobilkunder til teleselskabet 3, mens elselskabernes udbydere, Waoo og Stofa/Boxer, snupper bredbåndskunder fra telegiganten.

Samlet set mistede TDC 144.000 kunder i 2017 inden for de tre forretningsområder mobil, bredbånd og kabel-tv, hvis man fraregner opkøbet af mobilselskabet Plenti. Det er bekymrende, påpeger teleanalytiker ved ABG Sundal Collier Peter Kurt Nielsen.

- TDC lider under det hårde prispres fra konkurrenter, der vil have en bid af bredbåndsmarkedet. Og på mobilmarkedet har 3 og Telenor bare været dygtigere i 2017. Men hvis jeg var TDC's kommende ejere, ville jeg være mest bekymret for den medvind, som konkurrenterne, der kører på elselskabernes fibernet, har fået, siger han til Finans.

Meget peger på, at konkurrencen på bredbånd kun bliver hårdere i 2018. TDC’s fibernet og kabeltv-net (coax) er for alvor blevet åbnet op for andre udbydere, og den mulighed vil konkurrenterne kapitalisere på. Heriblandt det næststørste teleselskab, Telenor, som ellers hidtil har fokuseret på mobiltelefoni.

- Hvis vi skal levere alt til familien, skal vi også være stærke på de højeste bredbåndshastigheder, da kunderne i høj grad efterspørger dette. Med de nye adgange på både coax og fiber forventer jeg at øge vores samlede bredbåndsforretning og styrke vores position på bredbånd, siger adm. direktør Jesper Hansen fra Telenor Danmark.

I 2017 snuppede Waoo, som er ejet af flere elselskaber, 40.000 bredbåndskunder, mens TDC mistede et tilsvarende antal. Samtidig fik Waoo 10.000 nye tv-kunder, mens TDC måtte vinke farvel til 80.000 kunder i den del af forretningen.

- Mange kunder efterspørger simpelthen fibernettet og de høje hastighedsgarantier. Og når de får fiber gennem Waoo, køber mange også en tv-pakke med. Derfor forventer vi som minimum at se samme kundevækst i 2018, siger Waoo’s adm. direktør Jørgen Stensgaard til Finans.

mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/tdc-blev-2017-s-store-taber-p-tele-144-000-kunder-forsvandt-p-et-r

GDPR