DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Taxaerne overtager det meste af Vardes transport
Foto: Colourbox

Taxaerne overtager det meste af Vardes transport

Taxavognmændenes firma skal stå for hovedparten af kommunal kørsel i Varde i fire år. Et samlet udbud sparer kommunen flere millioner årligt
30. MAJ 2012 13.00

VARDE: Taxavognmændene i Varde Kommune har gennem det fælles selskab Sydjysk Befordring sikret sig kommunal kørsel for i alt 60 mio. kr. i de kommende fire år.

Sydjysk Befordring har i flere år stået for patienttransport, men har nu vundet hovedparten af skolebusserne, kørsel på ruter, som hidtil har hørt under Sydtrafik og transport til læge, genoptræning, jobcenter og institutioner.

- Vi er vældig glade for, at de lokale var konkurrencedygtige og vandt udbuddet. Det kan være med til at sikre, at der fortsat er taxaselskaber til gavn for borgere i hele kommunen, siger borgmester Gylling Haahr (V).

Forretningsfører i Sydjysk Befordring og daglig leder af Varde Taxa John Lyhne glæder sig også både på vognmændenes og kundernes vegne:

- Det betyder alt for de lokale vognmænd og for taxabrugerne. Vi er sikret kørsel i fire år og kan bevare en fornuftig taxadækning i hele kommunen. Var det endt anderledes, ville der ikke have været kørsel til de 34 taxaer, der er i kommunen. Vi kunne have risikeret en halvering af vognparken, siger John Lyhne.

Med udbuddet sparer kommunen årligt i alt seks mio. kr. – fire mio. kr. på skolekørsel, som vognmændene overtager fra Sydtrafik, og to mio. kr. på kørsel til læge og genoptræning. Eksempelvis falder prisen for kørsel til læge og genoptræning fra 22 kr. til ni kr. pr. km.

ka