dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Sygefraværet falder igen en smule i kommunerne

Efter en stigning i 2015 faldt sygefraværet i kommunerne igen sidste år. Især lærere og pædagoger har været mindre syge end tidligere

Der var færre dage i sygesengen blandt de kommunalt ansatte i 2016. Selvom faldet kun er på samlet 0,2 sygedage, så er det en positiv udvikling i forhold til sidste år, hvor der for første gang i flere år blev registreret en samlet stigning.

Fraværet er faldet med to sygedage siden 2007 til et samlet gennemsnit på 12,0 sygedage per medarbejder per år. Siden 2012 har niveauet dog været nogenlunde konstant, idet faldet over de fem år blot har været på 0,1 dagsværk. Det viser de nyeste tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

Samtidig viser tallene, at langtidssyge tegner sig for en stor del af fraværet. De 5 pct. af de ansatte, som havde det højeste sygefravær i 2015, stod for 41 pct. af det samlede sygefravær. Desuden havde kvinder omkring tre flere sygedage end mændene.

Tallene viser, at der er store forskelle kommunerne imellem. Det laveste gennemsnitlige sygefravær var 10 dagsværk, mens det højeste var 15,3.

Fald hos lærerne
Den positive udvikling ses bl.a. hos lærerne. Her er sygefraværet faldet fra 12,5 sygedage i 2015 til 11,3 sygedage sidste år. Også blandt pædagoger er sygefraværet faldet - fra 14,5  til 13,9 sygedage.

- Siden 2013 har vi set, at lærerne har haft flere sygedage end tidligere. Derfor er det meget positivt, at vi nu kan se, at kurven knækker, siger Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg.

Samlet set halter kommunerne dog stadig efter, når man sammenligner med fx regionerne. 

- Der er sket store fremskridt de senere år, men kommunerne har stadig flere sygedage end andre sektorer, vi sammenligner os med. Vi kan også se, at der er stor forskel fra kommune til kommune, så med en fortsat målrettet indsats kan vi nedbringe sygefraværet endnu mere, siger Michael Ziegler.

For regionernes vedkommende var fraværet i 2016 10,7 dagsværk, hvilket er det samme som i 2015.

Fravær i dagsværk pr. kommune i 2016. Kilde: KL

 

Fraværet er størst blandt plejepersonale og andre med sociale opgaver, mens det er lavest blandt sundheds- og administrativt personale.

Læs mere om fraværet her (pdf).

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/sygefravaeret-falder-igen-en-smule-i-kommunerne

GDPR