

KØBENHAVN: Et særligt fokus på at få sygefraværet ned har virket i København. Siden 2007 er det faldet med 26 pct. fra 16,3 til 12 dage om året. Det svarer til 564 medarbejdere hver dag.
Særligt Børne- og Ungdomsforvaltningen har oplevet et markant fald i sygefraværet de senere år. Fra 2015 til 2016 faldt lærernes sygefravær for andet år i træk og med hele 1,1 dag. Det betyder, at sygefraværet nu er på samme niveau som før folkeskolereformen og arbejdstidsreformen. Faldet i lærernes sygefravær svarer til, at der hver dag hele året var 10 flere lærere på arbejde i 2016 end i 2015.
- Vi har et mål om at ligge blandt den bedste fjerdedel af landets kommuner i forhold til lavest sygefravær. Derfor vil vi i de kommende år fortsætte indsatsen for, at sygefraværet skal blive ved med at falde, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Ifølge data fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, som dknyt har hentet, opfyldte København i 2015 målet om at ligge i den bedste fjerdedel. Landstallene for 2016 er endnu ikke tilgængelige.
Flere indsatser
Københavns Kommune har en lang række indsatser for at nedbringe sygefraværet, bl.a.:
- Tidlig indsats i sygdomsforløbet med eksempelvis psykologhjælp og fysioterapi.
- En Task Force fra Arbejdsmiljø København, der kan hjælpe arbejdspladsen med at nedbringe sygefraværet. Det har især Børne- og Ungdomsforvaltningen gjort brug af. 15 pct. af skoler og daginstitutioner har ved udgangen af 2017 fået støtte af denne Task Force.
- En systematisk opfølgende indsats, hvor ledere løbende har kontakt med syge medarbejdere for bl.a. at bevare medarbejdernes kontakt til arbejdspladsen.
- Medarbejderne har mulighed for at vende gradvist tilbage på arbejde, og denne mulighed bruges så tidligt som muligt. Derudover kan medarbejdere være delvist syge og arbejde i nedsat tjeneste for at undgå en fuld sygemelding.
Selvom fraværet er faldende i København, viser udviklingen de seneste fire år, at de lavest hængende frugter er høstet, mener kommunen. Fra 2015 faldt sygefraværet med 0,2 dag. Der er dog stadig et potentiale, og derfor har kommunen netop gennemført en intern undersøgelse af sygefraværsindsatsen. Resultaterne af undersøgelsen danner grundlag for en ny sygefraværsstrategi, der skal behandles politisk til efteråret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.