dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Syddjurs skræller 80 mio. kr. af 2020-forbruget i nyt budgetforlig

Dansk Folkeparti delt om deltagelse i revideret budget. Strategisk og udramatisk, siger gruppeformand.
23. APR 2020 9.36

SYDDJURS: Galopperende udgifter i sidste kvartal af 2019 har få måneder inde i 2020 fået Syddjurs Byråd til at genåbne budgetforliget for i år og indgå et nyt med besparelser for 75 mio. kr. fordelt med 30 mio. kr. til anlæg og 45 mio. kr. på driften. Desuden vil forhandlingerne om 2021-budgettet lægge ud med et minus på driften på yderligere otte mio. kr., som man har udsat at finde indtil da.

Det er især det specialiserede socialområde, der er løbet løbsk. Da det oprindelige 2020-budget blev aftale i oktober sidste år, havde man ellers en forventning om, at der var skabt et økonomisk råderum, men da regnskabet for 2019 blev gjort op, var der 134 mio. kr. mindre i kommunekassen end der skulle have været.

Endda udsigt til yderligere dræn i løbet af 2020, så man ville ramme et kritisk lavt niveau der ville påkalde sig en generende interesse fra Indenrigsministeriet. Med det nye budgetforlig er den forventede kassebeholdning ved årets udgang fordoblet fra 50 mio. kr. til 100 mio. kr.

Kun EL udenfor

Forligspartierne bag det genforhandlede budget er de samme som de oprindelige: Socialdemokratiet, Venstre, SF, Dansk Folkeparti, De Radikale, De Konservative og Alternativet med kun Enhedslisten udenfor. Dog med den forskel, at DF denne gang har stillet sine medlemmer fri, hvorfor kun gruppeformand Michael Mikkelsen er medunderskriver på det nye budgetforlig, mens partiets to andre byrådsmedlemmer står udenfor.

Ifølge Michael Mikkelsen en helt udramatisk beslutning. Uden en DF-plads i økonomiudvalget har han truffet det strategiske valg at være med i budgetforliget for at bevare sin adkomst til at deltage i eventuelle efterfølgende forhandlinger, som man ikke kan vide om vil komme 'i disse coronatider', siger han til DK Nyt.

Det genforhandlede budget vedtages formelt på byrådsmøde 29. april, som i øvrigt er DF-veteran Per Dalgaards næstsidste dag som byrådsmedlem. Var byrådsmødet sat til at holdes i maj, ville der med det nye byrådsmedlem Grethe Møgelvang Laursen have været to DF-stemmer for det nye budget, oplyser Michael Mikkelsen til DK Nyt.

 

Se budgetaftalen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/syddjurs-skraeller-80-mio-kr-af-2020-forbruget-i-nyt-budgetforlig

GDPR