SYDDJURS: Det vakte opsigt, da Syddjurs Kommune, som led i et nyt bosætningsprojekt, tilbød at supplere renoveringsbudgettet med 100.000 kr. til tilflyttere i bofællesskaber i Tirstrup og Rosmus på Djursland - og for nogle lød det næsten for godt til at være sandt. Men borgmester Ole Bollesen (S) lover, at det ikke er et desperat forsøg på at tiltrække folk, men et seriøst element i en bosætningsstrategi for den østlige del af kommunen.
- Nok lyder det idealistisk, men det er ud fra en benhård økonomisk betragtning, at vi prioriterer, som vi gør. Hvis vi ikke støtter udviklings- og bosætningsprojekter i vores lokalsamfund, så går det ud over den lokale kultur, tilflytningen og i sidste ende vores skatteindtægter, siger borgmesteren.
Der er en positiv befolkningstilvækst i Syddjurs Kommune, som netop har rundet indbygger nummer 43.000. 'Det blå bånd' er kommunens udtryk for huse langs kyststrækningen, der sælger sig selv.
Samme tendens ser kommunen nu udspille sig med den nye Letbanerute, som ligeledes trækker et bånd af huse efter sig med godt salg i. Alligevel betegner Ole Bollesen kommunen som en landdistriktskommune. Det skyldes, at der på trods af fremgang, stadig er områder, der har brug for en hånd.
- Som politiker i en kommune er det vores opgave at gå ind og støtte de lokale initiativer og projekter, for ellers risikerer hele områder at dø. Når beboere slår sig sammen, skaber energi og kommer med initiativer, så er det, at området overlever i et landdistrikt. Det er, når ejeren af byens tomme mejeri selv henvender sig og siger: 'Kan vi ikke renovere det her til noget, som folk kan bruge', at vi har vundet.
Og det er netop, hvad der ser ud til at ske i Østdjurs for tiden. Her har projektgruppen Nyboskab, med projektleder Esben Dannemand Frost i spidsen, afholdt workshops siden 2018 og har nøje udvalgt de bedst egnede tomme bygninger til at danne rammen om de nye familiefællesskaber i henholdsvis Rosmus og Tirstrup.
MG
Fakta om projektet Nyboskab
- Formålet med Nyboskab er at bruge gamle bygninger på landet, der ikke længere bruges til deres oprindelige formål - for eksempel landbrug, mejeriet eller den tomme skole.
- Nyboskab vil igangsætte to nye bofællesskaber på Østdjurs i løbet af 2019 og 2020, hvoraf de to første familier er flyttet ind i Rosmus. Ejerne bliver bundet op på et forpligtende fællesskab i form af en grundejerforening med det formål at bidrage til det fælles lokalsamfund.
- Grundejerforeningen og formålet tinglyses på ejendommen og gælder således også for de næste beboere.
- Nyboskab-projektet udvikles i samarbejde med Syddjurs kommune og støttes økonomisk af byfornyelsens forsøgspulje under Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
- Syddjurs Kommune har 1,745 mio. kr. til rådighed i projektperioden fra februar 2018 til april 2021. De to første familier er flyttet ind i bofællesskabet i Rosmus og har udover pengene fra forsøgspuljen også fået penge fra landsbyfornyelsespuljen som gives til forskønnelse, nedrivning eller renovering af tomme landbrugsbygninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.