
Af Knud Abildtrup, [email protected]
På denne uges møde i KKR - Kommunernes KontaktRåd - i Syddanmark var det på dagsordenen, hvorvidt de syddanske kommuner skal arbejde på at overtage de tilbageværende 27 tilbud, som Region Syddanmark driver på det sociale og socialpsykiatriske område.
I marts 2011 overtog kommunerne koordineringsansvaret for det specialiserede socialområde, som de siden strukturreformen har haft myndigheds- og finansieringsansvar for. Og af indstillingen til KKR fremgår tydeligt, at netop det faktum, at kommunerne står med hele finansieringsbyrden - herunder eventuelle underskud og lukninger - uanset om et tilbud drives af en kommune eller af regionen.
Som eksempel nævnes det regionale Kastaniely, der havde underskud siden 2009, endte med akkumuleret underskud på 18 mio. kr., som kommunerne må dække - og som før nytår blev besluttet lukket.
Siden november har de syddanske socialdirektører arbejdet på at identificere de mest specialiserede kommunale og regionale tilbud i regionen. Og det fremgår bl.a., at Vejle Kommune driver lige så specialiserede tilbud, som regionen gør.
KKR-dagsordenen oplister forskellige muligheder for hvordan kommunerne i fællesskab kan styre og samarbejde om de mest specialiserede tilbud:
• At lave særlige forhold for de mest specialiserede tilbud, for eksempel med særlige opsigelsesvarsler, belægningsprocenter i budgetlægningen og andet
• At lave særlige samarbejdsaftaler om driften af tilbuddene, eventuelt i klynger af kommuner
• At undersøge muligheden for at oprette et fælleskommunalt §60 selskab til at drive 'fælleskommunale tilbud'
• At blive enige om at bede en 'ankerkommune' om at drive alle 'fælleskommunale tilbud'
• At alternativt gøre hele området til et frit marked.
KKR-formand Egon Fræhr (V) oplyser til dknyt, at KKR her og nu lader processen køre videre, og at der tidligst i marts skal træffes nærmere beslutning. For ham er risikoen for lukning af de mest specialiserede tilbud en del af bagrunden for at finde en ny model.
Foto: Kastaniely, Faaborg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.