Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Stigende behov for gratis psykologhjælp til unge og øget pres på psykologerne er fortsat trods ubrugte millioner ved Syddanmarks psykologhjælp.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix

Syddanmark møder kritik for ubrugte millioner på psykologhjælpen

Psykologforeningen kritiserer regionen for lange ventetider, men udvalgsformand opfatter kritikken som useriøs, da foreningen ikke lever op til egen overenskomst og tegner skævt billede af ventetiderne.
30. MAR 2021 7.10

SYDDANMARK: På trods af øget efterspørgsel og stigende ventetid på gratis psykologhjælp til unge, har Region Syddanmark oplevet, at millioner til psykologhjælpen ikke er blevet brugt. I 2020 var der seks mio. kr. til overs, da kun 55 mio. kr. blev brugt ud af det 61 mio. kr. store budget. Det skriver TV Syd.

Ifølge regionens regnskaber er der de sidste to år samlet blevet brugt 13 mio. kr. mindre, end der har været afsat. Det er på trods af, at psykologerne har oplevet en stigning i antallet af unge, der får en henvisning på baggrund af angst og depression. Det viser en opgørelse fra Dansk Psykolog Forening.

Tal fra psykologforeningen viser, at ventetiden på en psykologsamtale for en borger, der har fået en henvisning på baggrund af angst og depression, er steget over hele landet. I Syddanmark er ventetiden vokset, siden den i februar 2013 lå på 7,5 uge, mens den i oktober 2020 var oppe på 11,7 uger.

Gennem det seneste år med corona er der blevet berettet om store stigninger i angst og depression, og flere kommuner har sat penge af til psykologhjælp og indsatser for borgeres trivsel. Inden for de seneste måneder har både Region Midtjylland og Region Hovedstaden afsat midler til flere privatpraktiserende psykologer, så ventetiden kan nedbringes.

Flere ydernumre

Dansk Psykolog Forening så gerne, at de overskydende penge i budgettet blev øremærket psykologbehandlingen og blev overført til de kommende år. Foreningen, der repræsenterer 169 psykologer, der er tilknyttet regionen, foreslår, at man hæver beløbet for, hvor meget psykologerne må arbejde, og altså hvor mange timer, de kan tage med henviste borgere. Et andet forslag er at oprette flere ydernumre.

- Jeg mener, regionen har en pligt til at tage nogle initiativer til at få de penge brugt på psykologbehandling. Et af de åbenlyse initiativer, de kunne tage, var at oprette flere ydernumre. Derudover har vi foreslået, at man kan hæve grænsen for, hvor meget psykologerne må arbejde, så de, der har mulighed for at tage flere klienter ind, kan gøre det, siger psykologforeningens formand Eva Secher til TV Syd.

I regionen ser man dog ikke på det, som at budgetterede midler skal bruges, men hvor meget der kan bruges. At budgettet er et estimat, og at nogle af pengene senere bliver brugt til at købe medicin for.

Formanden for Udvalget for det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, Bo Libergren (V), synes det er useriøst, at psykologforeningen kritiserer regionen, når de ved, at der ikke er et retvisende billede af ventetiderne. Ikke alle deres medlemmer lever op til overenskomsten, da der kun ved 80 ud af de 169 indberettes ventetider hver anden måned. Libergren mener, kritikken er uordentlig.

- Det ville være godt, hvis psykologforeningen tog det alvorligt og levede op til overenskomsten. Det er useriøst, at de ikke lever op til det, og at de så kritiserer, når de ved, der ikke er et retvisende billede, siger Bo Libergren til DK Nyt.

- Vi har fokus på, at der absolut må være kvalitet i borgernes behandling. Alle borgere kan komme til psykolog. Hvis man er villig til at bevæge sig lidt i regionen, så vil man kunne komme til psykolog inden for en måned.