
Lene fra Vejle Sygehus er i tvivl om, hvordan man bedst behandler liggesår. Det har Martin på Næstved Sygehus arbejdet intenst med i mange måneder. Men det ved Lene ikke. Derfor lancerer Danske Regioner sammen med de fem regioner VIS.dk - en tværregional portal til deling af sundhedsfaglig viden. Her kan de ansatte i sundhedsvæsenet fortælle og ikke mindst spørge hinanden om konkrete erfaringer fra dagligdagen på hospitalsgange og lægeklinikker.
- Det er altid en fordel at kunne trække på andres erfaringer - gode som dårlige - når man selv skal i gang med noget nyt. Lige nu er der rigtig mange ude på sygehusene, som sidder inde med meget dyrebare erfaringer fra projekter eller små forbedringer fra hverdagen. Og der er ligeså mange, som efterlyser netop denne viden. VIS.dk skal føre de to parter sammen, siger Louise Murman Spanning, projektleder på VIS.dk, om portalens formål.
Det særlige ved portalen er, at man nu kan spørge tusindvis af kolleger på tværs af fagligheder og sygehuse i stedet kun de fem nærmeste. Al erfaring viser nemlig, at de ansatte i sundhedsvæsenet ofte arbejder med identiske problemstillinger. Også selv om der er mange kilometers afstand mellem deres arbejdspladser.
- Hvis man kender til en smart løsning et sted, så skal den viden spredes hurtigst muligt ud til så mange som muligt. På den måde kan mange omveje blive til genveje for tusindvis af ansatte. Og det vil medføre gladere medarbejdere, bedre kvalitet og mere tilfredse patienter, siger Louise Murman Spanning.
VIS.dk skal afløse bibliotek
Når samme Lene mangler viden, så går hun ikke på biblioteket. Hun tænder for computeren i stedet og søger på nettet. Det samme gør tre fjerdedele af hendes kolleger. Det viste en undersøgelse, som Danske Regioner fik foretaget som en del af udviklingen af VIS.dk. Samtidig viste undersøgelsen, at hele 83 procent af de adspurgte synes, at det er svært at finde information om andres erfaringer.
- Heldigvis er videndelingen allerede godt i gang rundt omkring i landet. Det sker i mange forskellige fora - også digitalt. Vores ambition er derfor at åbne en dør fra de fora ind til en fælles arbejdsplads på VIS.dk. Alle skal have mulighed for at kigge med på de andres kontorer og klinikker. De lokale guldkorn skal frem i lyset, siger Louise Murman Spanning.
Det er brugerne selv, der bestemmer hvilken viden og hvilke netværk, der skal være på portalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.