

Af Morten Uhrenholdt
STRUER/TÅRNBY: Struer og Tårnby kommuner bliver de eneste, der hæver skatteprocenten i 2011 uden at have fået Indenrigsministeriets tilladelse til det indenfor rammen på 300 millioner.
Struer hæver med 0,4, Tårnby med 0,6. Alt i alt en meget beskeden overskridelse af det loft over komuneskatterne, KL har aftalt med regeringen.
Alt tyder da også på, at Indenrigsministeriet vil tilgive de to syndere. Men intet officielt kan meldes ud - hverken fra KL eller Indenrigsministeriet, før alle kommunale 2011-budgetter er vedtaget og skatteprocenterne dermed fastlagt.
- Vi har en forventning om, at vi kan hæve skatteprocenten uden sanktioner fra staten. Derfor har vi ændret skattestigningen fra 0,7 procent, som lå i budgetforslaget fra 1. behandlingen, til 0,4 procent, som et flertal i byrådet vedtager tirsdag 12. oktober, siger Struers borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) til dknyt.
Nedsættelsen vil - hvis der ikke skal betales strafafgift til staten - give det samme provenu over årene 2011-14.
Alle partier støtter stigningen
Bag budgetforliget står S og SF, mens V og K ikke er med. Men det skyldes ikke skattestigningen, som de støtter, men forskellige detaljer i budgettet.
Budgettet indebærer besparelser på driften på i alt 10 millioner. De beskedne besparelser skyldes, at Struer gennem en årrække har beskåret driften med 9,5 procent, bl.a. ved at lukke skoler og plejehjem.
- Og det er baggrunden for, at vi bliver nødt til at hæve skatten nu. Vi kan jo ikke blive med med at skære ned. Vi har nu landets laveste serviceomkostninger, så man kan ikke beskylde os for at være ekstravagante, siger Niels Viggo Lynghøj.
De 10 millioner skal spares på uændrede løn- og indkøbsbudgetter - altså uden den normale fremskrivning - billigere anbringelser på det specialiserede børneområde som følge af aftale mellem kommunerne i Region Midtjylland og endelig på administration og rationaliseringer.
Tårnby hæver - Nordddjurs gør ikke
Tårnbys borgmester varslede efter det seneste borgmestermøde 23. september, at han også ville hæve skatten - uden at have fået Indenrigsministeriets velsignelse. Det er nu gennemført med et 2011-budget med en skattestigning på 0,6 procent.
Om Tårnbys skattestigning er sket med en forventning om at slippe for strafafgift til staten, vides ikke. Borgmester Henrik Zimino (S) har ikke været til at træffe.
Norddjurs var den tredie kommune, der havde varslet skattestigning uden tilladelse. Partierne bag det budgetforlig, der skal i kommunalbestyrelsen i næste uge, er enedes om at opgive det, fordi strafafgiften er for voldsom.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.