FAABORG-MIDTFYN: Når kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn onsdag aften godkender det nye kodeks for kommunalbestyrelsesmedlemmers opførsel i og uden for mødesalen, så vil det også fremover indeholde en pointering af, hvordan udvalgsformændene skal agere i forhold til næstformænd og forvaltning.
Et nyt punkt "Spilleregler for udvalgsformænd og næstformænd" er nemlig tilføjet i forhold til det eksisterende kodeks fra 2014. Og med tilføjelsen præciseres et par ting.
Det ene er, at næstformanden har ret til at deltage i det formøde, som holdes med chefen for fagområdet, forud for udvalgsmødet. Og det andet er, at "udvalgsformanden ikke kan pålægge forvaltningen at afgive indstillinger med et bestemt indhold til udvalget eller sætte sin indstilling i stedet for forvaltningens."
Forebyggelse og håndtering af sexisme
Med i det opdaterede kodeks er også indskrevet de retningslinjer for forebyggelse og håndtering af sexisme i kommunalbestyrelsen, som blev godkendt i juni 2021.
De retningslinjer har bl.a. punkter om respekt og ligeværd i forhold til køn og seksuel orientering, om ansvar for at sige fra i tide på både egne og andres vegne og om nultolerence over for sexistisk adfærd eller anden form for krænkende eller nedsættende adfærd.
Under punktet om sexisme præciseres det også, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne skal tale og skrive ordentligt til og om og med hinanden - også på sociale medier.
De 5 bud, der altid gælder
Formålet med at opdatere kommunalbestyrelsens kodeks er at minde om, at der skal tales ordentligt til og om hinanden, står der i det.
De fem bud formuleres: "Vi taler ikke negativt om hinanden til pressen. Vi taler hellere til hinanden end om hinanden. Vi taler ikke negativt om forvaltningen/medarbejdere til pressen. Vi respekterer forvaltningens arbejde og arbejdsgange. Vi arbejder med gennemsigtighed og er tro mod de trufne beslutninger."
Buddene har fået førstesuppleant for de Konservative Christian Trodsøe til at frygte for politikernes ytringsfrihed.
- Kommunalbestyrelsesmedlemmerne giver hinanden mundkurv på, så man eksempelvis ikke kan udtale sig, hvis nogle i forvaltningen ikke tilfredsstillende har løst deres opgave, siger han til Fyens Stiftstidende.
Overfor avisen erkender borgmester Hans Stavnsager (S), at det udvidede kodeks balancerer mellem ytringsfrihed og god tone:
- For mig går grænsen ved at hænge navngivne kommunale medarbejder ud. Hvis jeg var utilfreds, ville jeg nok have valgt at få en forklaring hos forvaltningen, før jeg kritiserede den, men hør, jeg skal ikke ud og være ytringsfrihedspoliti. Det her bliver vedtaget, hvis kommunalbestyrelsen vil det, og så er det jo fordi, det er en aftale, medlemmerne ønsker at lave med hinanden, siger han til avisen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.