Storstrømsbroen mindst et år forsinket

KORT NYT15. DEC 2021 15.45

Den ny Storstrømsbro bliver endnu en gang forsinket. Så sent som i foråret meldte entreprenøren SBJV ellers ud, at man forventede en åbning for vejforbindelsen i 2024 og togforbindelsen et år senere. Den udmelding ville transportministeren gerne have efterprøvet, og bad derfor Vejdirektoratet om at få en uvildig tredjepartsvurdering af tidsplanen. Den er nu gennemført, og det har ikke bragt gode nyheder med sig.

Således bliver der nu på baggrund af den uvildige undersøgelse af tidsplanen og Vejdirektoratets erfaringer med entreprenørens hidtidige fremdrift indregnet en buffer i forhold til SBJVs tidsplan. Det er således Vejdirektoratets vurdering, at det forventede åbningsår for vejforbindelsen bliver ultimo 2025, mens Banedanmark vurderer, at baneforbindelsen i bedste fald kan åbne i 1. kvartal 2027.

- Det er enormt ærgerligt, at det forventede åbningsår for færdiggørelse af byggeriet af Storstrømsbroen udskydes igen. Fremadrettet er det afgørende, at alle samarbejder med formålet at få færdiggjort byggeriet hurtigst muligt, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

amp