dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Stor reform af bilafgifter kan blive udskudt af træge forhandlinger

V-LA-K-regeringen og DF overvejer en løsning med indledende skridt mod afgift baseret på miljø og sikkerhed og udskydelse af omfattende reform til efter næste valg
19. SEP 2017 8.42

Bliv nu færdige, så vi kan sælge biler igen. Sådan lyder det fra bilbranchen, der er gået glip af ugers kundebesøg og prøveture, mens forhandlingerne om bilafgifter har mindet om et lydløst harmonikasammenstød mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Nu forsøger parterne så igen at nå i mål, og det kan blive med en model, der tager de første skridt mod den omlægning af bilafgifterne i retning af miljø og sikkerhed, som DF ønsker. Til gengæld opgiver parterne at lave den grundlæggende reform af afgiftssystemet som både DF, De Konservative og bilbranchen har talt for. 

Den vil i stedet blive udskudt til minimum efter næste valg - altså eksempelvis i fire år. Det skal give ro til at lave reformen ordentligt og sende et signal til bilkøberne om, at de lige så godt kan købe nu, for der går alligevel lang tid, før systemet bliver ændret igen.

Alt efter temperament kan det udlægges som en panisk hovsa-løsning eller rettidig omhu i forsøget på at få gang i bilsalget igen.

Ifølge Ritzaus oplysninger er Dansk Folkeparti reelt enige med Venstre og De Konservative om hovedlinjerne i en afgiftsomlægning her og nu samt en udskydelse af den store reform. Den kan så blive et valgtema ved næste valg, der senest skal holdes i 2019.

Selvom to tredjedele af regeringen åbner for en aftale med DF, så er det dog ikke sikkert, at den bliver til noget. Liberal Alliance er nemlig endnu ikke ombord, og de tre regeringspartier har givet hinanden håndslag på at være enige, når der i forhandlinger ændres på et udspil. 

Så en aftale kræver Liberal Alliances accept, ellers må regeringspartierne begynde forfra med at lave et nyt udspil til DF, og det vil betyde yderligere forsinkelser i forhandlingerne. Dermed er presset igen havnet på LA, der netop har lagt ryg til et endegyldigt farvel til topskattelettelser i denne valgperiode.

I bilbranchen taler man nu om behovet for at fyre sælgere, der intet har at lave, mens køberne venter på en afklaring.

Også i det store Christiansborg-billede er partiet sat under tryk. Efter et år med et tumultagtigt opgør om især LA's topskattekrav var en aftale om bilafgifterne udset som beviset for, at man igen er ved at finde sammen i blå blok.

En ny begyndelse, der skulle munde ud i aftaler om finanslov og skattelettelser i de kommende måneder mellem VLAK og DF. Forhandlingerne om bilafgifterne er dog allerede trukket så langt ud, at det begynder at slå skår i den blå idyl og så tvivl om blå bloks evne til at levere de lovede resultater.

Det ubehagelige for LA er dog, at hvis partiet giver sig af hensyn til bilsalget og blå blok, så kan det hurtigt blive udlagt som et nyt ydmygende topskatte-nederlag, efter at regeringen har spillet ud med en flad bilafgift på 100 pct. Det vil især tilgodese købere af de dyreste biler, der i dag betaler en afgift på 150 pct. 

En slags topskattelettelse på biler, har det lydt gentagne gange fra Kristian Thulesen Dahl (DF). Forslaget er derfor ikke udgangspunktet for det kompromis, som ligger foran LA.

En aftale kan dog også gøre DF sårbar for kritik, for når partiet har flertal uden om regeringen med partierne i rød blok, hvorfor udnytter man så ikke det til at gennemføre en stor reform, der for alvor belønner miljørigtige og sikre biler?

Igen er begrundelsen hensynet til det stillestående bilsalg.  Det kan tage seks måneder eller mere, før politikere og embedsmænd i fællesskab er klar med en model, som vil være holdbar, lyder skønnet, og det kan bilbranchen ikke vente på.

Ritzau

Fakta

  • Registreringsafgift betales, første gang man indregistrerer et køretøj.
  • Registreringsafgiften er værdibaseret. I 2017 udgør den for personbiler 105 pct. af bilens afgiftspligtige værdi op til 106.600 kr. og 150 pct. for den del af prisen, der ligger over det beløb. Næste år vil den lave sats gælde en værdi op til 109.000 kr.
  • Regeringen har foreslået helt at afskaffe den høje registreringsafgiftssats og alene operere med én sats på 100 pct. af bilens værdi.
  • Dansk Folkeparti og bilbranchen ønsker en værdibaseret afgift på bilens miljø og sikkerhed. Det vil tilgodese købere af sikre og miljøvenlige biler.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/stor-reform-af-bilafgifter-kan-blive-udskudt-af-traege-forhandlinger

GDPR