dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Stor ansvarsfølelse ses mest hos lokalpolitikere med visionær ledelse

Der er dog brug for flere undersøgelser af, hvad der driver kommunalpolitikeres ledelsesadfærd - uanset om de hælder til såkaldt visionsledelse eller ledelse, der skaber konsensus.
22. FEB 2025 9.47

Et ønske om at tage ansvar for fællesskabet, altså kommunen, er en stærk motivationsfaktor for landets kommunalpolitikere, og Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse peger med et nyt studie på koblingen mellem motivation og ledelsesadfærd. Centret fremhæver, at det netop i et kommunalvalgår er væsentligt at se på, hvad der motiverer folk til at lede lokale, demokratiske fællesskaber.

Det nye studies fokus på sammenhængen mellem politikernes motivation og deres ledelsesadfærd bygger nærmere bestemt på én bestemt motivationsform og to slags ledelsesadfærd.

- Demokratiske fællesskaber er fundamentet for vores samfund. Det gælder kommunerne, som vi har undersøgt her, men logikken er den samme for regionerne og Danmark som helhed. I disse fællesskaber træffer politikerne - på vegne af borgerne - beslutninger, der afbalancerer forskellige interesser, siger en af forfatterne bag studiet, professor og centerleder Lotte Bøgh Andersen.

- Tydelig politisk ledelse af disse fællesskaber er essentielt for at sikre, at de fungerer godt og skaber værdi for borgerne.

Motivationen

Den form for motivation, som undersøges, har den engelske betegnelse sense of community responsibility, der handler om at være motiveret for at tage ansvar for det relevante, lokale fællesskab. I dette tilfælde kommunen.

Motivationen minder om den såkaldte public service motivation, der orienterer sig mod at bidrage til samfundet og andre menneskers levevej gennem offentlig service. Men den motivation, der er i spil, er alligevel anderledes, siger et af studiets andre forfattere, ph·d.-studerende Laura Bundgaard.

- I undersøgelsen har vi fokus på kommunalpolitikernes følelse af ansvar overfor lokale fællesskaber. For at undersøge dette spørger vi blandt andet ind til, i hvilken grad de føler sig personligt forpligtiget til at forbedre forholdene i kommunen.

To slags adfærd som leder

Forskerne har set på sammenhængen mellem kommunalpolitikernes motivation og to typer af ledelsesadfærd, henholdsvis ledelse med konsensusskabelse og den såkaldte visionsledelse.

- Konsensusskabelse handler om at opnå enighed gennem kompromiser og meningsudvekslinger internt i kommunalbestyrelsen, mens visionsledelse fokuserer på at formulere, dele og fastholde en vision for kommunens fremtiden, siger Laura Bundgaard.

Studiet har anvendt data fra undersøgelser af alle danske kommunalpolitikere i 2019 og 2023, og om resultaterne siger AC-fuldmægtig ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse Ane-Kathrine Lundberg Hansen:

- Resultaterne tyder på, at politikere med højt niveau af denne motivationsform – altså følelsen af ansvar for lokale fællesskaber – er lidt mere tilbøjelige til at udøve visionsledelse. Der er dog tale om svage tendenser. Ser man på resultaterne for konsensusskabelse, er disse dog ikke entydige.

Hvad driver ledelsesadfærden?

Resultaterne kalder derfor på yderligere undersøgelser, siger Ane-Kathrine Lundberg Hansen.

- Fremadrettet er der behov for mere forskning for at forstå, hvad der driver ledelsesadfærden hos lokalpolitikere. Det gælder især, når det handler om, hvad der motiverer dem til at udøve konsensusskabelse, hvor de træffer beslutninger gennem bred enighed i byrådet.

- Overordnet set kan den øgede viden forhåbentligt gøre os klogere på, hvorfor politiske ledere motiveres til at lede demokratiske fællesskaber, og hvordan vi kan skabe de bedste rammer for disse lederes motivation, siger hun.

Se artikel om studiet her.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/stor-ansvarsfoelelse-ses-mest-hos-lokalpolitikere-med-visionaer-ledelse

GDPR