“Støtte må ikke afhænge af, hvilken skole man går på”

Der har været stor opmærksomhed omkring det stigende antal af psykiatriske diagnoser blandt børn og unge. 

Opmærksomheden på det stigende antal overskygger dog, at der stadig er stor forskel på, hvilke børn, der har mulighed for at få hjælp ude på skolerne. 

- Der er stor forskel på, hvilken hjælp man får, alt efter hvilken skole man går på. Det afhænger af den enkelte skoles økonomi og den enkelte skoles retning og forståelse af problemet, fortæller Katrine Bærentzen leder af Enhed for Udvikling af Tværsektorielt Samarbejde på Børne- og Ungepsykiatrisk Center i Region Hovedstaden.

Der er en af de udfordringer regioner og kommuner står overfor, når de skal styrke almensektoren i Børne- og Ungepsykiatrien. Noget som ifølge Trivselskommissionens anbefalinger er vigtigt, hvis man skal komme den dalende trivsel blandt børn og unge til livs.

I anbefalingerne fremgår det, at kommunerne skal have en mere behovs- og kontekstorienteret tilgang til indsatser og støtte i skolerne. 

Derudover skal en psykisk diagnose ikke være adgangsbilletten til støtte og hjælp.

Som det er nu, er der børn og unge skulle slet ikke have været i kontakt med psykiatrien, men skulle have været grebet tidligere af nogle mere almene tilbud, siger Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning, i en paneldebat på Regionernes Politiske Topmøde.

- Vi skal skelne mellem unge, der oplever en form for belastning, og unge der er i direkte mistrivsel. Dem, der oplever en form for belastning, skal have mere hjælp til at finde ud af, hvor i systemet de skal hen, fortæller hun.

Det handler om strukturen

Flere unge skal derfor gribes tidligt. Men hvem det konkret er, der skal gribe de unge, der har udfordringer, men ikke nødvendigvis er syge, mangler man stadig at finde ud af, fortæller Katrine Bærentzen.

- Det er noget, de vurderer i skolen i samarbejde med PPR. Men det er stadig op til den enkelte skole at vurdere, hvad der skal sættes i værk på baggrund af den udredning, der er lavet, fortæller hun.

Derfor er det endnu uvist, om det er PPR, skolen eller noget helt tredje, der skal sikre, at det enkelte barn får den rigtige hjælp. 

I virkeligheden mener Katrine Bærentzen, at vi er nødt til at snakke om, at udfordringen er strukturel:

- Det handler om at få skabt en systematik og en ensartethed, som skal gøre os bedre til at finde de børn og unge som skal have hjælp. Vi skal finde dem tidligere. Jo tidligere vi får hånd om problemstillingen, uanset om den er pædagogisk, social eller sundhedsmæssig, jo bedre er chancerne for at hjælpe de unge, siger hun.

Men det er ikke kun strukturen, som er en barriere for at få ensartet hjælpen:

- Det er et kardinalpunkt for mig, at det ikke er den enkelte skole, der, af økonomiske hensyn, kan sige ja eller nej til, om de skal udøve støtte. Vi skal sikre, at der er noget ordentlig økonomi bag, mener Katrine Bærentzen.