dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, dæmper forventninger til kommunalvalget i november. Men partiet kommer til at knokle, siger hun, og tilføjer, at hun selv kører rundt på landevejene fra nu og frem til valget.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Støjberg dæmper valgdrømme: Det bliver ikke det store sus

Partiformanden begrunder dæmpede forventninger med mindre kendte kandidater og nyetableret organisation.
21. AUG 2025 14.07

Ifølge landspolitiske målinger står Danmarksdemokraterne til at få cirka hver tiende stemme.

Alligevel lægger partiformand Inger Støjberg en dæmper på forventningerne til kommunalvalget i november.

- Jeg tror ikke, at kommunalvalget bliver det helt store sus for os, siger hun efter et pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

Begrundelsen fra formanden er kort sagt, at Danmarksdemokraterne er et nyt parti, som ikke kan matche de øvrige på kandidater og organisation. Ikke endnu i hvert fald.

- Traditionelt kan man se, at nye partier har det svært ved det første kommunalvalg. Og det vil vi også få, for vores kandidater er ikke så kendte som de andre, og vores organisation er ikke så veludbygget som nogle af de gamle partier.

Danmarksdemokraterne kommer rundt regnet til at stille op i 80 af de 98 kommuner. Der er cirka 350 kandidater over hele landet, men den proces med at gennemgå kandidaterne er stadig i gang.

- Jeg kan love, at vi kommer til at knokle i alle de 80 kommuner, vi stiller op i, og det gør jeg også selv. Jeg kommer til at være på landevejene stort set fra nu af, siger Inger Støjberg.

Bl.a. vil partiets folketingsmedlem Mads Fuglede gå efter borgmesterkæden i Ringkøbing-Skjern.

Hvor mange byrødder skal I have ind?

- Så mange som muligt.

Kan du komme det nærmere?

- Nej, jeg kan ikke komme det nærmere.

Solceller og vindmøller

Tilbuddet fra Danmarksdemokraterne til vælgerne vil på et overordnet plan være kandidater, som vil arbejde for, at "solceller skal op på tagene, og vindmøller skal ud på havene".

Og skal der alligevel opføres solcelleanlæg på landbrugsjord, så skal naboerne ifølge partiet høres grundigt og kompenseres.

- Men der kommer også senere mere specifikke kommunale udspil, siger Inger Støjberg.

Det bliver første gang, at Danmarksdemokraterne stiller kandidater op ved et kommunalvalg. Inger Støjberg fik i sommeren 2022 godkendt partinavnet, og partiet blev kort efter opstillingsberettiget.

Ved valget senere samme år kom Danmarksdemokraterne i Folketinget med 14 mandater.


/ritzau/ SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/stoejberg-daemper-valgdroemme-det-bliver-ikke-det-store-sus

GDPR