
Skimmelsvamp og fugt truer flere danske museums-samlinger, og der arbejdes på nye magasin-løsninger rundt omkring. Den indsats får nu et tilskud.
Den såkaldte Kend-dit-land-ordning, der skulle bringe skoleelever mere rundt i landet, blev indført af daværende kulturminister Mette Bock (LA) og er ikke blevet brugt i fuldt omfang. Og en rest på 16,6 mio. kr. fra den pulje, kan nu fordeles til en række statsanerkendte museer, der er ved at samle finansiering til bedre magasinforhold.
Det fremgår af et aktstykke, hvor de nærmere planer for museernes projekter fremgår.
Overordnet går det ud på at støtte en proces, hvor flere statsanerkendte museer i de senere år er gået sammen om etableringen af tidssvarende fællesmagasiner til opbevaring af museumsgenstande på de statsanerkendte museer.
Støtten kommer på baggrund af projekternes volumen, og i aktstykket understreger Kulturministeriet, at der er tale om en ekstraordinær engangsbevilling, og at midlerne først udbetales, når magasinprojekterne bliver gennemført som planlagt.
• Brunde (Museum Sønderjylland): 1,0 mio. kr.
• Fensmark (Museum Sydøstdanmark): 0,3 mio. kr.
• Trige (Den Gamle By, Kvindemuseet, Naturhistorisk Museum, Moesgård, Randers Kunstmuseum): 4,6 mio. kr.
• Tejn (Bornholms Museum, Bornholms Kunstmuseum): 2,6 mio. kr.
• Svendborg (Naturama): 1,5 mio. kr.
• Ribe (Sydvestjyske Museer, Ribe Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, Fiskeri- og Søfartsmuseet): 2,6 mio. kr.
• Nykøbing Falster (Museum Lolland-Falster): 1,5 mio. kr.
• Thisted (Museum Thy): 1,0 mio. kr.
• Hjerl Hede (Holstebro Museum): 1,5 mio. kr.
- Det er en rigtig god nyhed. Vi har gennem en årrække peget på de alvorlige konsekvenser af manglen på korrekt opbevaring af den danske kulturarv, som medfører stor skade på genstande og værker i landets museumsmagasiner. Nu ser det endelig ud til, at staten tager aktivt del i den store indsats, der er nødvendig for at sikre ordentlige opbevaringsforhold, siger Flemming Just, der er formand for Organisationen Danske Museer, ODM.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.