Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Sorø klæder ledere på digitalt

Digitalisering er på vej til at blive et kompetencefelt inden for ledelse, på linje med personaleledelse, økonomistyring eller faglig ledelse

 

SORØ: Digitaliseringen rummer svar på mange af de udfordringer, den offentlige sektor står over for i disse år. It-systemer og teknologi bliver en stadigt mere integreret del af opgaveløsningen på næsten alle fagområder. Alle ledere i Sorø Kommune uddannes nu i Digital Ledelse og bliver klædt på til at se mulighederne i den fagre nye digitale verden.

Et eksempel på en digital løsning, som giver bedre service er det nye 'børneintra' - et system, hvor forældre kan kommunikere elektronisk med deres børns daginstitution, tilmelde sig til ture, koordinere ferie og have lettere adgang til såvel praktiske informationer som fotos fra dagligdagen i institutionen.

Strække de menneskelige ressourcer
På ældreområdet eksperimenteres der flere steder med eksempelvis dialog mellem borgere og hjemmepleje via et webcam, eller med teknologi, der hjælper med at optimere behandlingen af for eksempel borgere med kroniske sår. Alt sammen måder at strække de menneskelige ressourcer længst muligt - ved at lade teknologien tage over, når det kan lade sig gøre.

- At kunne forholde sig til de digitale muligheder og bruge dem til at udvikle sit eget arbejdsområde bliver en stadigt vigtigere kompetence for en leder i dag. Digitalisering er på vej til at blive et kompetencefelt inden for ledelse, på linje med personaleledelse, økonomistyring eller faglig ledelse.

- Vi vil gerne klæde vores ledere på til at være med i front på dette her. Til at være åbne over for de muligheder, den teknologiske udvikling fører med sig, så de kan bruge mulighederne der, hvor det giver mening i netop deres arbejde, siger kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen.

Strategisk satsning
I den kommende tid skal alle ledere i Sorø Kommune - fra centercheferne til institutionsledere og gruppeledere i ældreplejen - på kursus i Digital Ledelse.

På kurset lærer de blandt andet om samspillet mellem teknologi og organisation, kompetencer, processer og ledelse. Kurset tager udgangspunkt i deres egen hverdag og skal munde ud i en konkret plan for hver enkelt arbejdsplads om, hvordan lederne her vil udvikle de digitale muligheder.

Sorø Kommune er blandt de første kommuner, der sætter digitalisering på den ledelsesmæssige dagsorden i et bredt strategisk og kompetencemæssigt perspektiv.

Kursusforløbet Digital Ledelse er udviklet i samarbejde med KMD.