Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Søndag ankom 47.775 nye doser coronavaccine

Dermed har Danmark snart modtaget i alt 93.600 doser.

Statens Serum Institut (SSI) har søndag modtaget en ny dosis coronavacciner. I alt er der ankommet 47.775 nye doser af vaccinen fra selskaberne Pfizer og BioNTech. Det bekræfter SSI over for DR.

De nye vaccinedoser er ankommet til seruminstituttet på Amager i København, og mandag vil de blive distribueret videre til regionerne, som står for vaccinationen. Danske Regioner oplyser til Ritzau, at regionerne forventer at have brugt alle doser fra den nye levering, inden næste uge er omme.

Allerede lørdag kunne SSI i en mail fortælle, at der ville være tale om i alt 49 bakker med 195 hætteglas i hver. Et hætteglas svarer til mindst fem doser af vaccinen. Det er dog muligt, at sendingen rækker til endnu flere vaccinationer, da man flere steder har oplevet, at et hætteglas indeholder seks eller syv doser.

0,55 pct. af befolkningen vaccineret

Dermed har Danmark ifølge SSI indtil videre modtaget 93.600 doser af den vaccine, som Pfizer og BioNTech står bag. Den første sending ankom 26. december, og dagen efter begyndte vaccinationen af personer i udvalgte risikogrupper. Anden sending kom 28. december.

Lørdag morgen havde 32.368 personer ifølge SSI's opgørelse fået det første stik med vaccinen. Det svarer til 0,55 pct. af befolkningen. Der kan dog være en vis forsinkelse i registreringen af vaccinationerne, og derfor kan det reelle antal vaccinerede være højere, end det fremgår af lørdagens opgørelse.

Inden søndagens leverance havde Danmark ifølge SSI modtaget knap 46.000 doser. Danske Regioner forventer, at alle disse vacciner vil være brugt i løbet af mandagen. Eventuelt overskydende vacciner kan skyldes, at nogle borgere har fortrudt og takker nej, oplyser Danske Regioner i et skriftligt svar.

Første del af vaccinen skal følges op af endnu et prik efter cirka tre uger, før vaccinen har den fulde effekt. Fremover ventes omkring 48.000 vaccinedoser fra Pfizer og BioNTech at ankomme ugentligt til Danmark.


Ritzau