dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
En person, som på tidspunktet var ansat på Odense Universitetshospital, menes uberettiget at have kigget i 174 patienters journaler. Den og andre lignende sager får flere danskere til at tjekke deres sundhedsjournaler. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Søgninger på Sundhed.dk boomer efter sager om journalsnageri

En række nylige sager om uberettigede opslag i sundhedsjournaler får flere til at tjekke loggen på Sundhed.dk.
25. AUG 2025 8.48

Antallet af danskere, der har slået op på Sundhed.dk for at se, hvem der har besøgt deres sundhedsjournaler, er steget efter flere sager om journalsnageri. Det skriver techmediet Version2, der har været i kontakt med sundhedsplatformen.

- Vi oplever, at borgere, som henvender sig for at få hjælp til at se deres log, ofte henviser til konkrete mediesager som årsag til deres interesse, siger direktør for Sundhed.dk Morten Elbæk Petersen i et skriftligt svar til mediet.

- Samtidig kan vi se, at trafikken til den side, hvor man kan se sin log, stiger markant, i takt med at sager om uberettiget adgang til log omtales i medierne, tilføjer han.

I juni sidste år var omkring 90.000 inde for at se, hvem der havde kigget i deres sundhedsjournal. Samme måned i år var det tal steget til godt 155.000 danskere.

Version2 skriver, at tallet kan være endnu højere, da besøgene kun registreres, hvis man har accepteret Sundhed.dk's cookies.

Mediet tilføjer, at stigningen også viser sig som en tendens for de første syv måneder af året, hvor den lyder på 40 procent.

I 2024's første syv måneder blev der registreret 586.282 sidevisninger, skriver Version2. Det tal steg til 815.930 visninger for dette års første syv måneder.

Ansat på OUH fyret efter snageri

På Sundhed.dk kan man læse, hvilket sundhedspersonale der har tilgået ens journal og dermed personlige oplysninger.

Lignende oplysninger kan også søges frem på MinSundhedsplatform.

En række verserende sager har vist, hvordan sundhedspersonale i flere tilfælde uberettiget har slået op i patientjournaler.

En af de seneste sager er fra juli, hvor en ansat på Odense Universitetshospital (OUH) menes at have kigget i mindst 174 patienters journaler.

Det førte til en fyring af vedkommende. Personen var blevet opdaget af fire borgere, der henvendte sig om de mistænkelige opslag i deres journaler.

Af de verserende sager om journalsnageri er også en læge, som senest har været vikar på Bornholms Hospital, der i perioden 2020 til 2024 har foretaget 2555 uberettigede opslag på 1.801 borgere.

Specifikt omhandlede det særligt kvinder, som regionen formoder, at lægen havde haft eller ønskede en datingrelation til.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/soegninger-paa-sundhed-dk-boomer-efter-sager-om-journalsnageri

GDPR