
I lyset af sagen om de to plejeforældre fra Vordinborg Kommune, som nu står tiltalt for vold og vanrøgt af deres plejebørn, vil socialminister Benedikte Kiær nu se på, hvordan man kan forbedre tilsynet med plejefamilier. Det skal sikre de anbragte børn trygge rammer for deres opvækst, oplyser Socialmininsteriet.
- Det skriger til himlen, at børn, som netop er anbragt for at få en bedre tilværelse, udsættes for overgreb igennem flere år - uden at kommunen opdager det og griber ind. Det er simpelthen ikke godt nok. Og der skal gøres noget ved det. Jeg vil derfor se på, hvordan vi kan forbedre tilsynet, siger Benedikte Kiær.
Ifølge socialministeren er alle muligheder i spil.
- Jeg holder alle muligheder åbne. Lige fra at se på indholdet i tilsynet, hvem der skal udføre tilsynet og til hvorvidt der skal indføres økonomiske sanktioner over for kommunerne i form af bøde eller erstatning, hvis de ikke fører et tilstrækkeligt tilsyn. Mit mål er klart: vi skal sikre anbragte børn tryghed i anbringelsen, siger Benedikte Kiær.
Socialministeren fremhæver, at det allervigtigste er, at kommunerne får talt med børnene uden at plejeforældrene er til stede - dermed kan man hurtigt finde frem til, om barnet trives. Og her kan kommunerne bruge uanmeldte tilsyn - fx. ved at møde op på barnets skole eller SFO. Derudover nævner Benedikte Kiær muligheden for, om der skal stilles krav om uanmeldte driftsorienterede tilsyn.
Socialministeren har bedt Vordingborg Kommune om en redegørelse for hele sagen. Kommunen skal aflevere redegørelsen senest 1. august.
krn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.