Smittetal stiger igen - også Silkeborg er nu ramt
Antal nye smittede pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage. De grå kommuner har været uden nye smittede.
Foto: Statens Serum Institut

Smittetal stiger igen - også Silkeborg er nu ramt

39 er smittet i Aarhus og 14 i Silkeborg siden i går. I alt er 121 testet positiv.
6. AUG 2020 14.40
TEMA: Corona

For anden dag i træk er antallet af nye smittede på et døgn det højeste siden starten af maj. Mens tallet onsdag var 112, er det torsdag 121, som i løbet af et døgn er testet positiv.

Som bekendt har Aarhus den seneste uges tid haft mange nye smittede, en sammenligning af tallene i går og i dag viser, at 39 nye er testet positiv.

Nyt er det derimod, at smittetallet nu også stiger i Silkeborg. 14 er testet positiv her det seneste døgn, hvor tallet den seneste tid ellers har ligget på en-to om dagen.

34 kommuner har nye det seneste døgn

I Ringsted oplyste Danish Crown ved middagstid, at yderligere 41 ansatte er testet positiv de seneste tre døgn. Opgørelsen fra Statens Serum Institut melder dog kun om to nye smittede i kommunen siden i går, 13 i går og én dagen før. Det kan skyldes, at nye tilfælde er kommet til i løbet af formiddagen og endnu ikke registreret hos instituttet, eller at de smittede har bopæl i andre kommuner og derfor er registreret der.

Hele 34 kommuner har ifølge opgørelsen haft nye smittetilfælde det seneste døgn.

Døgnet har budt på ét dødsfald blandt smittede med covid-19. Antallet af indlagte er steget med én til 24, mens der fortsat er to indlagt på intensiv, begge i respirator.

Kontakttal over 1

Ifølge seruminstituttet er det såkaldte kontakttal, tidligere kaldet smittetrykket, nu over 1. Det betyder, at hver smittet giver smitten videre til mere end en i gennemsnit.

SSI opgør kontakttallet på flere måder. Udregnes det på baggrund af antallet af smittede, er det nu på 1,2-1,6. Udregnes tallet derimod på baggrund af antallet af indlagte, er det 0,7-1,6.

Lukket land for nordmænd?

De seneste stigninger i smittetallene kan betyde, at Region Sjælland og Region Midtjylland kan blive lukket land for norske statsborgere, skriver avisen VG.

Norge regner ikke i kommuner, men i regioner, og udbruddene i Ringsted og Aarhus betyder, at begge regioner nu er over grænsen for, hvornår de norske myndigheder normalt tillader indrejse. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de automatisk bliver farvet røde med det samme, skriver avisen.

De nye norske rejseråd ventes torsdag eftermiddag eller fredag.

 

Opdateret 15.00 med de norske oplysninger.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev