dkmedier
dkindkob
DK Stillinger
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Slut på en fest der aldrig rigtig kom i gang
Pernille Vermunds bebudede farvel kan blive et ulivssår for Nye Borgerlige. Eller det kan sætte scenen for en genstart. Teoretisk i hvert fald, men det må jo vise sig.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Slut på en fest der aldrig rigtig kom i gang

Pernille Vermund er ikke den første uden politik i blodet, der har trukket sig samtidig med at indflydelsen svandt.
12. JAN 2023 6.30

“Det store dyr på savannen” kaldte Jakob Ellemann-Jensen engang sit parti Venstre med et billedsprog, der blev mere og mere forkrampet, efterhånden som det store dyr blev mindre og mindre. Sammenligningen gjaldt de andre partier på den borgerlige side, men efter FV22 og især efter dannelsen af flertalsregeringen er der ikke noget stort dyr tilbage og knap nok heller en savanne.

De efterladte partier stirrer i stedet ud over en ørken af års manglende indflydelse og udtørret interesse, og det gælder for den sags skyld ikke kun de borgerlige. Også oppositionspartierne på den modsatte side af farvecirklen må indstille sig på en længere periode uden megen opmærksomhed fra dem, der bestemmer.

Eneste parti der har fundet sig en midlertidig oase, er Dansk Folkeparti, som med frifindelsen af sin formand har fået en chance for at få fyldt vand på feltflaskerne.

For et af DF’s konkurrentpartier, Nye Borgerlige, var der derimod ikke nogen oase, og end ikke en luftspejling til at holde håbet oppe. Efter skuffelsen ved FV22 så trøstesløse udsigter, at partiejer Pernille Vermund ikke vil være med mere. Eller jo, hun beholder pladsen i Folketinget, men vil lade andre om at føre karavanen videre, hvad enten den så kommer igennem eller forsvinder.

Foruden deres respektive partiers skæbne er der også den forskel mellem de to partiformænd, at Morten Messerschmidt er vokset op med politik gennem flere årtier, mens Pernille Vermund først og fremmest er arkitekt og har været selvstændig, indtil hun blev fuldtidspolitiker ved FV19. Men nu er festen forbi, eller snarere kom den heller ikke rigtigt i gang her i andet forsøg.

Hun er ikke den første uden politik i blodet, der har trukket sig, samtidig med at indflydelsen svandt. Tommy Ahlers var minister et år og holdt ud som menigt folketingsmedlem i to år, før en tilværelse uden politik lokkede igen.

Ahlers’ farvel forrige år var en bet for Venstre, men Vermunds kan blive et ulivssår for Nye Borgerlige. Eller det kan sætte scenen for en genstart. Teoretisk i hvert fald, men det må jo vise sig.

For De Konservative og Danmarksdemokraterne er oppositionsrollen et nedarvet vilkår, for DD’s vedkommende dobbelt nedarvet, nemlig fra DF. Det samme på venstrefløjen, hvor en periode i ørkenen heller ikke umiddelbart jager nogen på flugt.

Man bemærker dog, at partierne gør sig større anstrengelser for at blive hørt og set, nu da deres stillingtagen til dette og hint er mindre interessant, fordi deres stemmer kan undværes. Eksempelvis har Enhedslisten lanceret SF’s Pia Olsen Dyhr som sin foretrukne statsministerkandidat næste gang. Et udspil udelukkende målrettet omtale, idet alle naturligvis ved, at det aldrig kommer til at ske, og SF’s Carl Valentin har gjort sig bemærket ved at mene, at ens løn før skat ikke er ens egne penge, før staten har besluttet, hvor mange af dem, den vil have.

Også egnet til opmærksomhed, dog måske ikke udelukkende af den gode slags. Men et udtryk for behovet for omtale, så må der ryge nogle skævere med ind imellem.