dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Natten til lørdag bliver skoleintranettet Aula opdateret. Mange brugere har nemlig klaget over for mange ligegyldige notifikationer. (Arkivfoto)
Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Slut med notifikationer i hobetal på Aula

Fremover skal man aktivt tage stilling til, om man vil svare alle eller kun afsenderen af en besked på skoler og institutioners intranet.
24. MAJ 2024 6.09

Det har været kilde til frustration hos mange forældre, når brugere på Aula svarer på beskeder, så alle - og ikke blot afsenderen - får svaret på beskeder såsom "Der er lus på grøn stue", "Cecilie er syg" eller "Ivans mor tager kage med".

Aula er et intranet, som bliver brugt af folkeskoler, en række institutioner og forældrene.

Men en ny opdatering skal begrænse omfanget af svar til alle-beskeder. Det oplyser kommunernes it-fællesskab Kombit, der står bag Aula. Opdateringen betyder, at man ikke kan få adgang til Aula natten til lørdag 25. maj mellem klokken 03.00 og 08.00.

Ændringen sker på baggrund af et ønske fra mange Aula-brugere, som har været generet af for mange irrelevante notifikationer i en beskedtråd.

Lidt af tempoet skal ud af Aula, udtaler Kombits administrerende direktør, Kristian Vengsgaard, i en pressemeddelelse.

- Vores undersøgelser har vist, at op mod halvdelen af skoleforældre oplever, at de får for meget eller alt for meget information gennem Aula. Derfor er ændring af svar til alle det oplagte sted at starte, lyder det.

Aktiv stillingtagen

Når lærere skriver til en gruppe forældre på Aula, kommer mange til at svare på beskeden, så alle får den. Men fremover skal man aktivt tage stilling til, om man vil svare alle eller kun afsenderen direkte, før man sender en besked.

I skrivefeltet vil det være muligt at vælge enten "Samtalestarter" eller "Alle i beskedsamtalen". Hvis man klikker på "Samtalestarter", bliver man omdirigeret til en ny beskedtråd, hvor man svarer på den første besked direkte til den person, der har oprettet samtalen.

Vælger man derimod "Alle i beskedsamtalen", svarer man alle deltagere.

Ændringen kan betyde, at man som den, der indleder beskedtråden, vil opleve at få flere enkelte svar tilbage, bemærker Kombit. Derfor opfordrer Kristian Vengsgaard brugere til generelt at tænke over, hvordan de bruger Aula.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/slut-med-notifikationer-i-hobetal-paa-aula

GDPR