dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Slesvigsk Parti har fortsat tillid til borgmester Jørgen Popp Petersen.
Tønder Kommune

Slesvigsk Parti har stadig tillid til politianmeldt borgmester

Partiet anerkender sagens alvor, men har fortsat tillid til Tønders borgmester, Jørgen Popp Petersen.
7. SEP 2025 15.20

TØNDER: Slesvigsk Parti fastholder tilliden til borgmester i Tønder Kommune Jørgen Popp Petersen, efter at det fredag kom frem, at han er blevet politianmeldt.

Det oplyser partiet i en mail søndag eftermiddag efter et møde i forretningsudvalget.

Partiet har fortsat tillid til Jørgen Popp Petersen som borgmester og borgmesterkandidat til det kommende kommunalvalg, skriver det.

Fredag kom det frem, at borgmester og landmand Jørgen Popp Petersen i perioden 2019 til 2024 er blevet politianmeldt otte gange efter besøg fra Fødevarestyrelsen på hans svinegård ved Løgumkloster.

Har påtaget sig ansvaret

- Vi anerkender, at Jørgen Popp Petersen klart og tydeligt har påtaget sig det øverste ansvar og selv erkendt, at det i sidste ende er ham, der har ansvaret for ejendommen. Det er afgørende for os som parti, lyder det i mailen fra partisekretæren.

Partiet skriver også, at det er bevidst om, at politiets efterforskning endnu ikke er afsluttet, og at der forsat kan komme en sigtelse.

Offentligheden kan ikke få indsigt i de forhold, som har ført til politianmeldelserne. Kontrolrapporterne fra Fødevarestyrelsen er undtaget retten til aktindsigt, da materialet er blevet overdraget til politiet.

Men TV 2 har afsløret, at det blandt andet drejer sig om, der i en sti på 12 kvadratmeter gik 19 grise, selv om der maksimalt kun måtte gå 6 grise.

Borgmesteren, der i forvejen har meldt ud, at han vil indstille svineproduktionen efter 37 år, påtager sig det øverste ansvar.

- Jeg har det øverste ansvar for de fejl, der er begået, og jeg er oprigtigt ked af de forhold, der har været. Nu ønsker jeg, at fokus kan være på mit politiske arbejde for Tønder Kommune, som jeg brænder for at fortsætte, lyder det fra Jørgen Popp Petersen i pressemeddelelsen.

Ingen anmærkninger i år

Formanden for Slesvigsk Parti, Rainer Naujeck, hæfter sig ved, at der ikke har været anmærkninger fra Fødevarestyrelsen i år.

- Vi tager denne sag meget alvorligt. Forholdene har ikke været acceptable. Jørgen har oplyst over for os, at der ikke har været anmærkninger i forbindelse med det seneste kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen i 2025. Samtidig anerkender vi, at Jørgen har taget det fulde ansvar og har besluttet at lukke produktionen, siger Rainer Naujeck.

Sagen har givet anledning til debat. Flere partier bakker op om at give Fødevarestyrelsen beføjelser til at fratage landmænd retten til at holde dyr midlertidigt, hvis styrelsen vurderer, at dyrene vanrøgtes.

Jørgen Popp Petersen blev borgmester i Tønder efter det seneste kommunalvalg i 2021. Inden da havde Slesvigsk Parti ikke haft en borgmesterpost i 75 år.

Han genopstiller ved kommunalvalget den 18. november.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/slesvigsk-parti-har-stadig-tillid-til-politianmeldt-borgmester

GDPR