
SLAGELSE: Slagelse Kommune overtog 1. januar 2007 det tidligere amtslige tilbud Slagelse Børn & Unge Center. Centret har haft et godt samarbejde med kommunerne, som i stigende omfang efterspurgte flere døgnpladser. Så sent som i sommeren 2009 blev der efterspurgt tilbud svarende til 60 døgnpladser i centret. Cirka halvdelen af pladserne blev efterspurgt af andre kommuner, den anden halvdel af Slagelse.
I andet halvår af 2009 skete der imidlertid en brat nedgang i kommunernes efterspørgsel svarende til 20 døgnpladser mindre. Et tilsvarende fald i efterspørgslen indtraf henover sommeren 2010, således at der i dag kun efterspørges ca. 25 pladser på årsbasis. I samme periode er antallet af medarbejdere nedbragt fra ca. 100 til nu ca. 60 medarbejdere, oplyser kommunen.
Underskud på 9,6 mio. kr.
Slagelse Børn & Unge Center har ikke haft mulighed for at tilpasse driften i samme tempo, som børnene er udskrevet fra centret. Året 2009 endte derfor med et underskud på 9,6 millioner kr., og et endnu større underskud kan forventes i 2010. Det skal dog understreges, at Slagelse Kommune intensivt arbejder på at minimere underskuddet i 2010.
Der forestår nu en række vigtige opgaver for kommunen omkring afviklingen af centret, herunder ikke mindst i forhold til de børn og unge, der er indskrevet.
- Efter byrådets beslutning vil vi sammen med de anbringende kommuner søge at sikre, at alle anbragte børn og unge får et nyt tilbud. Centret lukker først i maj måned 2011, og såvel børnene som de unge får mulighed for at blive i centret indtil lukkedagen. Det giver den fornødne tid til en ordentlig planlægning af afviklingen, men også en tilstrækkelig ro i sagsbehandlingen af børnenes og de unges sager.
- Vi vil naturligvis samtidig søge at sikre en så lempelig afvikling som muligt af personalet. Der er fortsat brug for personale i hele afviklingsperioden, siger velfærdsdirektør Lisbeth Mogensen.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.