
I et kommende projekt "Samarbejde om læringsorienteret vejledning" i fem udvalgte kommuner skal 15 folkeskoler i særlig grad booste de store elevers nysgerrighed forud for deres valg af ungdomsuddannelse. Baggrunden for projektet er den aktuelle debat om en mere praktisk orienteret skole og behovet for at flere søger mod erhvervsuddannelserne, oplyser Viden På Tværs, ejet af KL og Forhandlingsfællesskabet.
I projektet skal der eksperimenteres med, hvordan lærere og vejledere kan arbejde endnu tættere sammen om at understøtte unges overvejelser og muligheder i et fælles udviklingsrum, hvor målet er er finde konkrete løsninger og afprøve dem.
- Projektet skal støtte ledere, lærere og vejledere i et samarbejde, hvor læringsorienterede vejledningsaktiviteter er en integreret del af undervisningen. Det skal så vidt muligt ske med inddragelse af eleverne, siger projektleder på "Samarbejde om læringsorienteret vejledning" Thomas Jensen, der er konsulent i Danmarks Lærerforening.
Mønsterbrud og praksis
Der vil i projektet være fokus på at bryde gængse mønstre, fx har ni ud af ti gymnasieelever allerede i 8. klasse besluttet sig for gymnasiet.
- Projektet skal ikke fremme valget af én bestemt ungdomsuddannelse men styrke det selvstændige, oplyste valg af ungdomsuddannelse generelt, siger han.
Udgangspunktet er, at jo mere praksisnært og anvendelsesorienteret undervisningen er i kombination med kvalificeret og veltilrettelagt vejledning, jo bedre grundlag har eleven for at træffe et oplyst, selvstændigt valg.
- Det er et ambitiøst projekt, som taler ind i en meget aktuel dagsorden. Forskere skal hjælpe med vidensunderstøttelse og evaluering. Tanken er, at vi løbende vil formidle viden, fordi dagsordenen er så aktuel, siger programleder i KL Ursula Dybmose, der også er projektleder på projektet.
- Det vigtigste er, at hver enkelt kommune vælger et fokus og et tema, der taler ind i deres egen praksis, og at lærere og vejledere får lyst til og kompetencer til at samarbejde og inspireres til at integrere vejledningsaktiviteter i undervisningen, siger Ursula Dybmose.
Kommunerne udvælges først til efteråret, men interesserede skoler og kommuner kan allerede nu kontakte projektlederne. Projektet foregår i regi af Fremfærd Børn, der er 13 konkrete forsøgs- og udviklingsprojekter i folkeskolens overbygning fra 7.-9. klasse, lavet i samarbejde mellem KL, Aarhus Universitet og University College (VIA) samt Danmarks Lærerforening.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.