Skoleledere: Digitalt fokus har rustet skoler til nedlukning

Der er ingen grund til at frygte, at skoleeleverne halter efter fagligt, når coronakrisen er ovre, mener skoleledernes formand.
23. MAR 2020 19.55
TEMA: Corona

De seneste år har lærere i folkeskolen i stigende grad byttet tavlekridt og skrivehæfter ud med computere og iPads - hurtigere og mere omfattende end mange andre europæiske lande.

Dermed har de - uden at vide det - forberedt sig på den aktuelle situation, hvor de skal undervise eleverne hjemmefra, fordi alle skoler er lukket ned. Det forklarer formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.

- Vi har faktisk ubevidst øvet os på denne situation de sidste fem år, fordi vi i højere grad har brugt digitale læringsmidler, ligesom vi har kommunikeret mere med elevernes forældre digitalt, siger han.

Mandag blev lukningen af alle skoler forlænget yderligere to uger til 13. april.

- Lærerne, pædagogerne og lederne på landets skoler har indtil videre gjort det formidabelt godt, siger Claus Hjortdal.

Han mener ikke, at der er grund til at frygte, at det får negative konsekvenser for børnenes faglighed, når de i flere uger ikke kan møde op på skolerne.

- Vi skal ikke være bekymrede for, at de halter bagefter. Under lærerlockouten i 2013 fik de slet ingen undervisning i en måned. Men ved de efterfølgende afgangsprøver lå eleverne på samme niveau som tidligere år, siger Claus Hjortdal.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt