BORNHOLM: Der var verbale tæsk til Venstre og Socialdemokraterne, da Pernille Skipper fredag for første gang som Enhedslistens politiske ordfører gik på hovedscenen ved Folkemødet på Bornholm.
- Christiansborgs traditionelle løsninger og magtlogikker har overskredet sidste salgsdato - for længst. Når danskerne stemmer, så sidder de gamle magtpartier ikke længere tungt på flertallet.
- Men især Venstre og Socialdemokraterne har svært ved at følge med udviklingen, siger Skipper.
- De tror, det er en naturlov, at de skal skiftes til at have nøglerne til Statsministeriet, og at de kan opføre sig, som de har lyst.
- De nægter sådan lidt børnesurt at høre på andre end dem selv, lyder det fra Skipper, som tidligere på året afløste Johanne Schmidt-Nielsen som partiets frontfigur.
Skipper kritiserer blandt andet Venstre-regeringen for at lukke Irak- og Afghanistankommissionen, som skulle undersøge Danmarks deltagelse i krigene i de to lande.
Hun er heller ikke imponeret af blå bloks omstridte landbrugspakke. Her mener Enhedslisten og andre røde partier, at regeringen har vildledt Folketinget, og at beregninger til pakken ikke holder.
Heller ikke Socialdemokraterne slipper for Skippers vrede.
- Når mange ønsker en anden politik og stemmer på andre partier, end de plejer, hvordan reagerer Socialdemokraternes gruppeformand så?
- Ja, han opfører sig som en frustreret mellemleder, der burde tage sig en lang sommerferie og et kursus i konflikthåndtering, siger Skipper om Henrik Sass Larsen, som blandt andet har langet meget ud efter Alternativet.
Venstre og Socialdemokraterne skal vise de øvrige partier respekt, for 'den tid, hvor de gamle magtpartier kunne svinge taktstokken og behandle de øvrige partier som statister, den er slut', mener Skipper.
- Så til Venstre og Socialdemokraterne: Det er ikke længere nogen selvfølge, at I kan køre vagtskifte i Statsministeriet. I bliver nødt til at blive bedre til at lytte. I bliver nødt til at respektere de demokratiske spilleregler, og I bliver nødt til at være åbne om de politiske beslutninger, så vælgerne kan træffe et oplyst valg.
- Politik skal ikke være en elitesport for de få. I må simpelthen lægge magtarrogancen på hylden, siger Skipper.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.