
Af Knud Abildtrup
'SKI beklager over for vores kunder og leverandører, at den juridiske debat i det omfang påvirker trygheden omkring anvendelsen af SKI´s rammeaftaler.'
Sådan slutter et brev fra direktør Niels Frederiksen, SKI, der er sendt ud til SKI-kunderne ovenpå et nyhedsbrev fra advokatformaet Horten, der som speciale har kommunalretlige forhold.
En orientering,der åbenbart spreder indtryk af, at omkring halvdelen af SKI's rammeaftaler er i strid med udbudsreglerne.
Det hedder i SKI-brevet:
'SKI må på det klareste tage afstand fra, at advokatfirmaet med dette indhold og i denne form, vælger at bidrage til at skabe uro og utryghed blandt SKI´s kunder. Således er der flere modtagere af nyhedsbrevet, der har fået den opfattelse, at advokatfirmaet Horten repræsenterer SKI. Det er bestemt ikke tilfældet.
Vi undrer os i SKI over, hvad advokatfirmaet Hortens intention er med at bringe denne orientering, med dette indhold og i denne form.
Horten forklarer det selv i nyhedsbrevet med, at man den seneste tid dagligt har modtaget adskillige henvendelser vedrørende lovligheden af SKI´s rammeaftaler.
I SKI har vi også travlt med kundehenvendelser, som vi besvarer så hurtigt og præcist, som det er muligt. Mange af henvendelserne er i øvrigt fra kunder, som har deltaget på et af Hortens kurser, hvor Horten - lige som i det omtalte nyhedsbrev og i andre debatindlæg - har medvirket til at skabe yderligere usikkerhed. Da advokatfirmaet blandt andet lever af at rådgive offentlige kunder om udbudsforretninger, kan man spørge sig selv, om advokatfirmaet har en skjult dagsorden?
Der hersker ingen tvivl om, at der er megen debat om juraen i udbud, og at offentligt indkøb i det hele taget er kommet i fokus. Det finder vi i SKI positivt. For på den måde, kan offentlige indkøbere inspirere og videndele med hinanden i bestræbelserne på at effektivisere offentligt indkøb. Vi er dog ærgerlige over den usikkerhed, der for tiden hersker omkring juraen i udbud, og SKI er om nogen, interesseret i, at der kommer en afklaring.
Konklusion for Hortens egen regning
Men efter SKI´s opfattelse, bidrager Horten kun til at forvirre denne debat yderligere, blandt andet ved at inddrage Konkurrencestyrelsen. I nyhedsbrevet sker det både i form af løsrevne dagbladscitater, og ved at indikere, at Horten har en 'begrundet formodning' om, at Konkurrencestyrelsen i en ny vejledende udtalelse vil konkludere, at op mod halvdelen af SKI´s rammeaftaler er i strid med udbudsreglerne.
SKI har i dag fået verificeret disse oplysninger af Konkurrencestyrelsen, som oplyser:
'Konkurrencestyrelsen arbejder på en vejledende udtalelse om SKI's rammeaftalekoncept i en konkret rammeaftale. Vejledningen er stadig under udarbejdelse, og styrelsen tilkendegiver derfor, at det er for tidligt at sige noget om konklusionen. Det vides endnu ikke, hvornår vejledningen vil være færdig.'
Således må det stå klart, at Hortens udtalelser om forløb og konklusionerne, står for Hortens egen regning. SKI kan oplyse, at Konkurrencestyrelsens kommende udtalelse således ikke handler om hele SKI´s rammeaftalekompleks, men den konkrete rammeaftale på rådgivende ingeniørydelser.
Jura med internationalt perspektiv
Det er selvsagt en sag, som SKI ville ønske, at der langt tidligere i forløbet, var bragt juridisk klarhed over, således at SKI´s kunder og leverandører trygt ville kunne anvende den konkrete rammeaftale på rådgivende ingeniørydelser.
Sagen har imidlertid et internationalt perspektiv, idet det viser sig, at lande som fx Finland, Sverige og Storbritannien fortolker juraen på dette område om anvendelse af direkte tildeling og miniudbud i rammeaftaler temmelig forskelligt.
Derfor overvejer SKI - afhængig af udfaldet af Konkurrencestyrelsens kommende udtalelse - at indbringe sagen for Kommissionen. Hvis SKI vælger at inddrage Kommissionen, vil det selvsagt vare nogen tid, inden den endelige konklusion er kendt i det konkrete tvivlsspørgsmål.
Kontrollov beskytter ordregiver
Beklageligvis har advokatfirmaet Horten i omtalte nyhedsbrev ikke informeret om, hvordan den såkaldte 'Lov om håndhævelse af udbudsreglerne mv.' (kontrolloven), der træder i kraft i overmorgen, kan hjælpe kunderne i de tilfælde, hvor man kan være i tvivl om, hvorvidt en rammeaftale er lovlig. Enten fordi den konkrete sag endnu ikke er afprøvet ved Klagenævnet eller fordi Konkurrencestyrelsen arbejder på en vejledende udtalelse, som netop er vejledende og ikke dømmende.
Nederst i dette svar, har vi fra SKI´s side kort opsummeret, hvordan kontrolloven kan bidrage til, at du fortsat kan anvende en af SKI´s rammeaftaler og dermed afløfte din udbudspligt, selv om rammeaftalen er genstand for juridisk debat.
Lovlige rammeaftaler indtil andet er bevist
Vi må understrege, at SKI som udgangspunkt indgår lovlige rammeaftaler, indtil noget andet er bevist retligt.
Ud af de ca. 100 klagesager, som Klagenævnet har behandlet inden for det seneste halvandet år i perioden 2009 til dags dato i 2010, har i alt tre klagesager vedrørt SKI. Til sammenligning står SKI overslagsmæssigt for ca. en tredjedel af det offentliges udbudsvolumen.
Inden for det seneste halvandet år har SKI umiddelbart kendskab til, at advokatfirmaet Horten har bistået klienter i otte klagesager, heraf er der tilsyneladende vundet to og tabt seks.'
Specialister i kommunalret
Horten beskriver sig selv således:
Horten er specialister i kommunalret og kommuners retsforhold. I årene op til strukturreformen og i tiden efter har vi opbygget en betydelig ekspertise og viden om de juridiske problemstillinger, som reformen indebærer.
Vores offentligretlige team er sammensat af jurister med bred erfaring, dels advokaterfaring og dels fra stillinger i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, kommuner og tidligere amter samt lovforberedende arbejde i statsadministrationen.
Vi rådgiver kommuner, kommunale fællesskaber og andre kommunale enheder om alle kommunalretlige spørgsmål - herunder:
* Kommunalfuldmagtsreglerne
* Kommunens styrelse og organisation
* Ansvaret for kommunalbestyrelsens beslutninger
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.