SKI henter direktør fra HK

Jan Michelsen ny kunde- og kommunikationsdirektør i SKI
17. MAR 2011 13.09

Det bliver en særdeles erfaren og ledelsesmæssig kompetent topleder, der tiltræder som ny kunde- og kommunikationsdirektør i SKI. Den 42-årige Jan Michelsen tiltræder 4. april 2011, og kommer fra en stilling som direktør i HK/Danmark.

Jan Michelsen har tidligere været såvel direktør, udviklingsdirektør som vicekommunaldirektør i Greve Kommune og har mangeårig erfaring fra managementkonsulentbranchen.

Som kunde- og kommunikationsdirektør bliver Jan Michelsen en vigtig nøgleperson i at få implementeret SKI´s kursskifte og ny ejerstrategi i forhold til kerneforretningen og i mødet med SKI´s brugere.

Et af elementerne i det igangværende kursskifte er, at SKI skal være en nøgleaktør i KL´s kommunale indkøbsstrategi og blandt andet skal stå for at tilvejebringe effektiviseringsgevinster ved at etablere en række forpligtende volumenaftaler målrettet kommuners og regioners indkøbsbehov.

- Vi har fået den helt rigtige person ombord i SKI med en stærk faglig profil og de rette personlige kompetencer. Jan er meget troværdig, målrettet og faglig kompetent. Jeg er sikker på, at Jan vil bidrage positivt til at lede organisationen gennem de forandringer, som er nødvendige og medvirke til at sikre den kurs, som vores ejere og bestyrelse har udstukket. Ikke mindst glæder jeg mig til, at Jan kan optage den væsentlige dialog med vores brugere, som skal sikre, at vores aftaler rammer kundernes behov og bliver lette at anvende.
- Ligesom Jan vil stå i spidsen for at videreudvikle vores gode samarbejdsrelationer med vores kunder og initiativerne omkring effektivisering af det offentlige indkøb generelt, siger adm. direktør Signe Lynggaard Madsen.
Jan Michelsen er cand. merc. fra Handelshøjskolen i Århus og har tillige bestridt en række tillidserhverv, blandt andre som medlem af Kommunaldirektørforeningen, bestyrelsesmedlem i KL, Borger.dk samt deltager i Forum for Konkurrenceudsættelse.

I SKI overtager Jan Michelsen jobbet efter Allan Vendelbo, der 1. februar tiltrådte som kommunaldirektør i Greve Kommune.

cgt

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job