dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Foto: Cicilie S. Andersen (Polfoto)

Skat tager teatres kommunale støtte

- Fuldstændig vanvittigt og skørt, mener kultur- og fritidsborgmester

En ny tolkning af reglerne hos Skat tvinger i stigende grad en lang række mindre teatre til at betale skat af blandt andet den kulturstøtte, de modtager fra kommunerne. Det skriver netavisen Altinget.

Dermed ryger den offentlige støtte, der er betalt af skatteborgerne og ellers var tiltænkt kulturelle aktiviteter, direkte tilbage til statskassen.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt. Det virker helt skørt, at de penge, som vi giver fra kommunen til kulturelle aktiviteter, nu ryger direkte tilbage i statskassen, siger Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), til Altinget.

Giver ingen mening
Også Gitta Malling, der er formand for Teatrenes Interesseorganisation (TIO) er stærkt kritisk. Hun kalder den nye praksis for 'meget problematisk for hele kultur-Danmark.'

- Som reglerne tolkes nu, giver man offentlige, kommunale tilskud fra én kasse, og kræver altså samtidig penge retur til statskassen. Det giver jo ikke nogen mening, at vi skal betale pengene tilbage igen, siger hun til Altinget.

Reelt betyder den nye tolkning af reglerne, at de mindre teatre pålægges nye, administrative byrder og udgifter til revisorer for at kunne betale skat til statskassen af de offentlige midler, de ellers har modtaget til kulturaktiviteter.

En skatteteknisk vurdering
Den nye tolkning af reglerne i Skat betyder, at egnsteatre og små storbyteatre skal til at betale skat af det eventuelle overskud, de vil overføre til næste års budget. Det skal ses i sammenhæng med en skatteteknisk vurdering af, hvad der er almennyttigt formål, og hvad der er erhvervsmæssig virksomhed.

I scenekunstlovens kriterier for at få støtte til teatre er der nemlig et krav om, at der skal være tale om et professionelt teater. Problemet er nu, at Skat som et led i den nye praksisændring sætter lighedstegn mellem professionel og skattepligtig erhvervsvirksomhed.

Hidtil har teatrene, også rent skattemæssigt, været anset som almennyttige, ikke-kommercielle foretagender til gavn for borgerne.

Både kulturborgmesteren og teatrenes formand påpeger, at sagen burde kunne løses i lovgivningen ved eksempelvis at præcisere i scenekunstloven, at der er tale om en almennyttig aktivitet – eller ved at præcisere i skattelovgivningen, at teatrene skal være friholdt for skat ligesom bl.a. museerne er det.

Teatrenes Interesseorganisation har tidligere henvendt sig til kulturminister Bertel Haarder (V) om problemet.

dc

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/skat-tager-teatres-kommunale-stoette

GDPR