dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Dagpleje er også i fremtiden en væsentlig del af kommunernes pasningstilbud, og i Skanderborg går kommunen i offensiven for at tiltrække flere dagplejere.
Mette Mørk/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Skanderborg-offensiv for dagplejen bygger på forældretilfredshed

Trods stor forældretilfredshed med dagplejen er antallet af dagplejere i kommunerne halveret på ti år, og der bliver mangel på dem i fremtiden.
20. SEP 2022 15.40

SKANDERBORG: Selvom der lige nu er 30 ledige pladser i dagplejen i Skanderborg, så forsøger kommunen pga. et stigende antal børn at tiltrække flere dagplejere til den fremtidige pasning, oplyser kommunen. 

Det sker bl.a. på grund af en stor tilfredshedsundersøgelse, som Danmarks Statistik har lavet for perioden oktober 2021 til april 2022 blandt 228.000 forældre på landsplan, og hvor rapporten med resultaterne for Skanderborg Kommune blev offentliggjort i sommer. Den viser, at 91 pct. af forældre med børn i dagplejen er enten meget tilfredse eller tilfredse med den. Til sammenligning er 79 pct. af forældrene til børn i institution tilfredse eller meget tilfredse.

I Skanderborg Kommune er der i øjeblikket 156 dagplejere, der passer 490 børn, og der er brug for nye dagplejere i flere byer. Derfor er der i hele kommunen onsdag et såkaldt gadekridt-event, hvor dagplejerne maler med kulørt kridt foran deres huse, der også er deres arbejdsplads.

- Målet er at give forbipasserende et smil på læben og vise, at et job i dagplejen er lig med farver, frihed og fællesskab blandt dagplejerne, siger leder af dagplejen Else Sall.

Udover at opfordre forbipasserende til at tage del i gadeudsmykningen, arbejder dagplejen også med projekt "Gå med en dagplejer", hvor interesserede kan få en snak om dagplejen som både arbejdsplads og pasningstilbud.

Det fremtidige behov

På baggrund af en fremskrivning af behovet for dagplejere i 2030 appellerede Foa i juli måned til landets kommuner om at bedre vilkår for dagplejerne, for at behovet kan imødekommes. Næsten 3.400 dagplejere vil nemlig da nå pensionsalderen, og det stigende børnetal vil kræve 1.321 flere dagplejere end i dag, viser tallene i DK Nyt-artikel fra juli i år.

Foa pegede også på, at forskellige regler for dagplejere i de enkelte kommuner virker begrænsende for tiltrækningen af nye. Samtidig viste tidligere undersøgelser fra Foa, at mere end hver fjerde forældre foretrækker dagplejeplads frem for institutionsplads.

Tal fra 2021 fra Danmarks Statistik, tidligere omtalt i DK Nyt, viste, at der samlet set i kommunerne var sket en halvering af dagplejepladserne over ti år fra 62.000 i 2009 til 31.000 i 2019. Der er stor forskel på, hvor meget de enkelte kommuner vægter dagplejen i forhold til daginstitutioner. Overordnet er der tale om, at jo lavere befolkningstæthed en kommune har, jo flere børn passes der i dagpleje.

cwa

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/skanderborg-offensiv-for-dagplejen-bygger-paa-foraeldretilfredshed

GDPR