
Af Kim Rosenkilde Nielsen
[email protected]
HORSENS: Horsens Kommune har besluttet at sætte opholdsstedt Herkules' afdeling på øen Endelave under skærpet tilsyn. Det sker efter, at en tv-dokumentar på DR søndag rejste massiv kritik af Herkules' metoder og økonomi, skriver Horsens Folkeblad.
Udover opholdsstedets afdeling på Endelave, så er Herkules hjemmehørende i Fredericia Kommune. Her har man undersøgt, om der var grundlag for en politianmeldelse på grund af stedets metoder. Det kommer ikke til at ske, i hvert fald ikke med kommunen som anmelder.
- Politiets holdning var, at da det ikke var os, der var de forurettede, kunne vi ikke anmelde Herkules, siger Fredericias direktør for børn og kultur Vibeke Kinch til DR Trekanten.
Ifølge børne- og kulturdirektøren vil kommunen kontakte de kommuner, hvor de unge kommer fra for at bede dem tage kontakt til de unge. En eventuel anmeldes skal nemlig komme fra dem, lyder det fra Vibeke Kinch.
Fredericia vil nu se på, om tilsynet med Herkules skal skærpes.
Dropper samarbejde
Randers Kommune har en enkelt ung anbragt på opholdsstedet, og her har man nu besluttet sig for at stoppe samarbejdet. Det fremgår af et brev, som kommunens børne- og familiechef Sonja Møgelsvang sendte ud til samtlige kommunens socialrådgivere mandag.
- Vi har, i den tid jeg har været her, og det er siden kommunesammenlægningen i 2007, haft tre unge på Herkules. Og mig bekendt har de unge ikke haft problemer med at være på Herkules. De har i hvert fald hverken klaget over det, eller fortalt om det. Og det ville jeg vide, hvis det var sket, siger Sonja Møgelsvang til Randers Amtsavis.
Børne- og familiechefen fortæller, at den unge pige, Randers har anbragt på opholdsstedet, kommer hjem til kommunen i morgen torsdag, fordi hun fylder 18 år, og dermed skal bo i egen bolig.
Så det er ikke på grund af kritikken af opholdsstedets metoder, der er blevet karakteriseret som torturlignende. Men fordi pigen naturligt afslutter sit ophold.
Flere kommuner undersøger
Også Odense Kommune har i øjeblikket en ung på Herkules, og han bliver kontaktet nu, siger chefen for kommunens Børne- og Familieafdelingen, Lone Tue Nielsen.
- Det er ulovlige metoder, vi har set. Det er ydmygende og uetisk, og det lever ikke op til formålet i Serviceloven, siger hun til DR Nyheder.
Holstebro Kommune har anbragt flere unge på opholdsstedet Herkules, og det vil Bent Østergaard, direktør for Børn og Unge i Holstebro, nu se på.
- Det er ikke rare ting vi har set. Men når det gælder den unge, vi har anbragt, har vi fået gode beretninger om fremgang på skoledelen og det adfærdsmæssige. Vores tilsyn har ikke observeret noget, der kan sammenlignes med det, vi har set i udsendelsen, siger han.
Lederen af opholdsstedet Herkules, Johnny Madsen, afviser de fleste af de kritikpunkter, som DR-dokumentaren rejste.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.