Visionen om en fast forbindelse over Kattegat vinder udbredelse. Således også på Sjælland, hvor borgmestrene for henholdsvis Roskilde og Holbæk, Poul Lindor Nielsen (S) og Søren Kjærsgaard (V), hver især vil tage initiativ til at arrangere debatter med Kattegatforbindelsen som tema.
De to borgmestre, som begge er medlem af Kattegatkomitéen, har netop holdt møder med komitéens formandskab repræsenteret ved formand Jens Kampmann og en af initiativtagerne til komitéen, Århus-borgmester Nicolai Wammen (S).
På møderne blev bl.a. diskuteret, hvordan Kattegatkomitéens medlemmer kan arbejde for at udbrede visionen om en fast Kattegatforbindelse, og hvad etableringen af en fast forbindelse mellem Øst- og Vestdanmark vil betyde for de sjællandske kommuner.
Hele byrådet bakker op
For borgmester i Holbæk Kommune, Søren Kjærsgaard, var mødet med Jens Kampmann og Nicolai Wammen første møde som medlem af Kattegatkomitéen. Søren Kjærsgaard indtrådte i dette forår i Kattegatkomitéen i kraft af sin nye rolle som borgmester i Holbæk Kommune i forbindelse med kommunalvalget 2009. Både som borgmester og medlem af Kattegatkomitéen har han afløst Jørn Sørensen (RV).
I Holbæk Kommune er der således, uanset partifarve, ingen tvivl om, at arbejdet for en fast Kattegatforbindelse har høj prioritet. Det er nemlig et enigt byråd, der står bag Søren Kjærsgaard i kampen for en fast Kattegatforbindelse.
Et nationalt projekt
Nicolai Wammen fastslår, at møderne i Roskilde og Holbæk var en succes og var vigtige:
"Jeg synes, vi havde to rigtig gode møder. Det er en fornøjelse at se den store opbakning, arbejdet for en fast Kattegatforbindelse møder på Sjælland, så vi endnu engang kan slå fast, at dette ikke er et 'jydeprojekt', men et nationalt projekt. Også for Sjælland vil en fast Kattegatforbindelse være en kæmpe gevinst," siger Nicolai Wammen.
Også Kalundborg Kommune støtter varmt visionen om en fast forbindelse over Kattegat, og Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), er således også medlem af Kattegatkomitéen. Overborgmester i København, Frank Jensen (S) er ligeledes en varm fortaler for Kattegat-forbindelsen, hvilket understreger en geografisk og politisk bred opbakning til projektet.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.