dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Sigtelser mod byrådsmedlem frafaldet delvist, tiltale på vej
En del af sigtelserne mod Mogens Rerup er frafaldet, mens andre opretholdes og vil føre til tiltale og retssag.
Foto: Ernst Van Norde, Ritzau Scanpix

Sigtelser mod byrådsmedlem frafaldet delvist, tiltale på vej

Paragraf om fredskrænkelser af offentligt ansatte gælder ikke for noget, der skete, før den trådte i kraft. Mogens Rerup (ALT) er stadig sigtet og vil blive tiltalt for chikane efter skæringsdagen.

HADERSLEV: Politiet har opgivet en del af sigtelserne mod byrådsmedlem Mogens Rerup (ALT), men opretholder andre efter samme paragraf. Forklaringen er, at de opgivne sigtelser vedrører begivenheder fra før den dato, paragraffen trådte i kraft, fremgår det af et brev fra Statsadvokaten i Viborg, som Mogens Rerup selv har offentliggjort på Facebook.

Sagen vedrører ikke Mogens Rerups virke som byrådsmedlem, men som bisidder i sociale sager. En dobbeltrolle, der har skabt en del akavede situationer i tidens løb. Politianmeldelsen mod ham blev indgivet af økonomiudvalget og gjaldt chikane og vidnetrusler mod navngivne sagsbehandlere.

Illustrativt for forløbet gengiver Mogens Rerup i sit Facebook-opslag navnene på de ni sagsbehandlere og andre kommunalt ansatte, som han nu ikke længere er sigtet for at have udsat for fredskrænkelser. Hvad angår sigtelserne for begivenheder, efter at den pågældende straffelovsparagraf 119a trådte i kraft, vil de blive fulgt op med en tiltale og altså en retssag, bemærker Statsadvokaten.

Om de opgivne sigtelser siger Mogens Rerup til JydskeVestkysten, at han især er glad for, at de gælder den periode, hvor han var mistænkt for vidnetrusler. Han har "aldrig truet nogen, og da slet ikke de medarbejdere", siger han til avisen.

Retssagen er endnu ikke officielt berammet, men Mogens Rerup mener i et andet Facebook-opslag at vide, at der er reserveret to retsdage i begyndelsen af november, inden KV21, og en retsdag efter, i begyndelsen af december.