
Det er den 36-årige Signe Lynggaard Madsen, der er udnævnt til administrerende direktør i SKI, og dermed kan fortsætte sine opgaver i SKI´s ledelse. Signe Lynggaard Madsen har siden december 2010 været konstitueret administrerende direktør i SKI, som resultat af et hurtigt skift af topledelsen efter en turbulent periode for virksomheden.
- Som bestyrelse i SKI har vi været meget glade for, at stillingen har kunnet tiltrække et så stort og kompetent ansøgerfelt med flere stærke kandidater, hedder det i en pressemeddelelse.
Signe Lynggaard Madsen skal føre SKI videre gennem det igangværende kursskifte og sikre fokus på at forfølge den ny ejerstrategi, som KL og Finansministeriet har udstukket for virksomheden.
- Signe Lynggaard Madsen er den helt rette kandidat. Vi har i bestyrelsen blandt andet lagt vægt på Signe Lynggaard Madsens store faglige kompetence inden for indkøb og udbud, samt hendes kommunikative evner og ledelseskompetencer, siger formanden for SKI´s bestyrelse Jørgen Clausen.
Med ansættelse af den nye administrerende direktør har bestyrelsen taget endnu et skridt i retning af at realisere etableringen af det nye SKI, som et kompetent samlingspunkt for offentligt indkøb i Danmark.
Bestyrelsesformand Jørgen Clausen fortsætter:
- Fokus for den administrerende direktør bliver genetablering af tilliden til SKI´s rammeaftaler og at implementere den nye strategi for virksomhedens udvikling, som bestyrelsen har udstukket.
Strategien peger frem mod betydelige gevinster i form af billigere og enklere indkøb for kommunerne, blandt andet ved at tilbyde forpligtende volumenaftaler for kommunerne.
Signe Lynggaard Madsen siger efter sin udnævnelse:
- Jeg er meget glad for og meget stolt over, at bestyrelsen har anerkendt de resultater, som jeg har stået i spidsen for og som SKI's medarbejdere har bidraget til. Vi er godt i gang med at bringe SKI sikkert videre. Det er med stor ydmyghed, at jeg nu går til den store opgave, der ligger foran mig med at fortsætte dette arbejde og få genetableret tilliden til SKI blandt kunder og i leverandørmarkedet.
Signe Lynggaard Madsen tiltræder som adm. direktør 1. maj 2011 i SKI.
Inden Signe Lynggaard Madsen blev konstitueret som adm. direktør for SKI i december 2010, kom hun fra et job som kontorchef i Finansministeriet, hvor hun har været ansat siden 2000. Senest var hun bl.a. ansvarlig for udbudspolitik, indkøbspolitik og konkurrenceudsættelse som kontorchef i Center for Effektivisering og Digitalisering.
I 2006-2007 var Signe Lynggaard Madsen som kontorchef for Statens Indkøb ansvarlig for at opbygge og implementere det statslige indkøbsprogram. Signe Lynggaard Madsen har været medlem af Udbudsrådet og har arbejdet med regeringens konkurrenceudspil til Vækstforum, herunder forslag om nemmere udbud.
Signe Lynggaard Madsen er 36 år og er uddannet cand. scient. pol.
mou
Foto: Das Buro
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.