Op til valget i november 2009 satsede SF – med en fælles, centralstyret kampagne – i særlig høj grad på succes i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Medvinden i de landsdækkende meningsmålinger skulle slå igennem i kommunerne, og formand Villy Søvndal brugte særligt mange kræfter i selskab med sit nyudråbte 'danmarkshold': Spidskandidaterne Bo Asmus Kjeldgaard i København, Dorthe Laustsen i Aarhus, Stina Willumsen i Odense og Anne-Dorte Krog fra Aalborg.
'Vi har mistet tålmodigheden med de borgerlige', indledte Søvndal, da han præsenterede holdet i 2009: 'Vi gør det ikke alene på Christiansborg. Hvis vi vil forandre Danmark, så starter det hele ude i kommunerne – velfærdsamfundets maskinrum!'
SF blev da også valgets store vinder, gik fra 7,1 til 14,5 pct. af stemmerne og blev med 340 valgte det tredjestørste kommuneparti. Udover to borgmesterposter – i Lejre og Syddjurs – fik partiet placeret alle fire fra 'danmarksholdet' på rådmand- og borgmesterposter i de fire store byer. Men ingen af de fire er inde i billedet i dag.
I Aalborg blev Anne-Dorte Krog rådmand for skole og kultur, men meldte sig i februar i 2012 ud af partiet efter at have mødt mistillid i sin egen byrådsgruppe. Hun fulgte byrådsmedlem Felix Henriksen ud af partiet i en strid, om hun selv eller gruppeformand Jane Østergaard skulle være spidskandidat, og er i dag løsgænger.
I København blev Bo Asmus Kjeldgaard teknik- og miljøborgmester, men trak sig fra posten i maj 2011, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at han reelt boede i Frederiksberg Kommune og ikke i Københavns Kommune, hvor han var valgt. Han blev afløst af Ayfer Baykal på borgmesterposten.
I Odense blev Stina Willumsen børn- og ungerådmand, efter hun blev nummer seks på top ti over de højeste personlige stemmetal over hele landet – med ikke færre end 11.349 krydser. I Odense mister SF nu en stemmesluger af karat, da hun efter 12 år i politik har valgt ikke at stille op igen.
I Aarhus fortsatte Dorthe Laustsen som rådmand for Sundhed og Omsorg. Veteranen, der tidligere havde været byrådspolitiker i 20 år, havde i 2006 overtaget, da hendes forgænger, Niels Erik Eskildsen pludselig døde. Laustsen blev i starten af juli alvorligt kvæstet ved en voldsom trafikulykke, var i livsfare, måtte gennemgå flere operationer og er nu i svag bedring . Thomas Medom har overtaget rådmandsposten.
Når det gælder partiets planer om strategien for KV 13, siger kommunalpolitisk sekretær Ole Hvas Kristiansen på baggrund af, at de fire spidskandidater fra 2009 ikke genopstiller, at 'vi er ikke færdige med planlægningen endnu, men der kommer jo andre.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.