Når SF i dag mødes med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i forbindelse med forhandlingerne om en ny offentlighedslov, har partiet en række krav med sig under armen. Krav, der skal gøre det nemmere at søge aktindsigt, efter den nye offentlighedslov i 2013 kraftigt begrænsede muligheden. Det skriver Politiken.
- For at vi kan gå med i en aftale, skal der ske substantielle ændringer, siger SF’s retsordfører, Lisbeth Bech Poulsen.
Hun gør det dermed klart, at SF er parat til efter et valg at træde ud af forliget om offentlighedsloven. Det er især paragraf 24, den såkaldte ministerbetjeningsregel, som SF vil have skruet på. Reglen betyder, at selv dokumenter, som kan få betydning for embedsværkets rådgivning af ministeren, er undtaget for retten til aktindsigt.
Undtagelser skal have udløsbdato
Partiet vil kæmpe for at få 'indsnævret paragraffen så meget som muligt'. Det kan ifølge Lisbeth Bech Poulsen ske ved, at man fjerner den løse formulering om, at dokumenter, der kan komme til at indgå i ministerbetjeningen, er undtaget for aktindsigt, så det fremover kun er fysiske og elektroniske dokumenter, der har været forbi ministerens bord, som er undtaget.
Som endnu et krav vil SF have undtagelsen til kun at gælde i en tidsafgrænset periode og ikke som nu med både frem- og bagudrettet virkning.
- Man kunne sige, at den periode, der er under udarbejdelse af et lovforslag, en handlingsplan eller et udspil, skal have en naturlig udløbsdato. Det kunne være, umiddelbart efter at loven var blevet behandlet, eller udspillet var fremlagt, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Justitsminister Søren Pape Poulsen har ikke ønsket at forholde sig til SF’s krav uden for forhandlingslokalet, men skriver i en mail til Politiken at han 'naturligvis er villig til at drøfte alle de forslag, som partierne måtte komme med'.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.