Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Servicedirektør ryger ud ved strukturændring

Norddjurs' servicedirektør Anders Brinch Larsen fratræder sin stilling, da kommunen laver ny struktur
24. MAJ 2012 14.48

NORDDJURS: På et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde i går blev den gensidige aftale mellem servicedirektør Anders Brinch Larsen og Norddjurs Kommune godkendt.

Baggrunden er, at Norddjurs Kommune ønsker en ny struktur, hvor man samler den nuværende teknik- og miljøforvaltning med kultur- og udviklingsafdelingen.

Anders Brinch Larsen fratræder sin stilling med virkning fra den 30. september 2012, men er fritaget fra tjeneste med virkning fra den 1. juni 2012.

Anders Brinch Larsen har været ansat i Norddjurs Kommune siden 2007, og har senest haft direktøransvar for teknik- og miljøområdet samt arbejdsmarkedsområdet.

Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt overtager indtil videre ansvaret for teknik- og miljøområdet, herunder betjeningen af teknik- og miljøudvalget. Økonomidirektør Eva Holm Iversen overtager indtil videre ansvaret for arbejdsmarkedsområdet og borgerservice samt ansvaret for betjening af arbejdsmarkedsudvalget.

- Jeg fremlægger på økonomiudvalgets møde den 12. juni og kommunalbestyrelsens møde den 19. juni forslag til en ny organisering. Den vil tage udgangspunkt i, at der opslås en stilling som udviklingsdirektør, som vil få ansvar for en ny samlet forvaltning bestående af teknik- og miljøområdet samt kultur- og udviklingsområdet. Jeg lægger desuden op til, at økonomidirektør Eva Holm Iversen i den nye struktur overtager ansvaret for arbejdsmarkedsområdet og borgerservice, siger kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt i en pressemeddelelse.

Godkender økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen forslaget til den nye organisering, vil det betyde, at Norddjurs Kommunes direktion kommer til at bestå af kommunaldirektør, økonomidirektør, velfærdsdirektør og altså en udviklingsdirektør.

lcl