KØBENHAVN: Seks mellemledere på Københavns VUC fik over en årrække 2,4 mio. kr. i bonusser på et ulovligt grundlag, og som konsekvens er skolen nu sat under administration og må bl.a. ikke udbetale bonusser uden tilladelse fra tilsynsstyrelsen.
Det viser en afgørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som Radio24syv har fået indsigt i.
Her kritiseres Københavns VUC for at have udbetalt resultatløn for i alt 2,4 millioner kroner til seks mellemledere fra 2011-2015, uden at der var lavet individuelle aftaler med de enkelte ansatte.
I stedet har mellemledernes bonusser været bundet op på rektors resultatlønskontrakt, og det er i strid med reglerne, fastslår tilsynsstyrelsen.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet understreger samtidig i afgørelsen, at myndigheden 'skal indskærpe over for bestyrelsen' på Københavns VUC, at reglerne for resultatlønskontrakter 'skal overholdes'.
De 2,4 mio. kr. bliver ikke modregnet i skolens statstilskud, og Københavns VUC vil ikke kræve, at mellemlederne betaler beløbet tilbage til skolen, oplyser skolens ressourcechef, Jesper Rasmussen.
Rektor fik for meget
Sagen om uretmæssig resultatløn til mellemlederne indgår i samme afgørelse, som Radio24syv beskrev onsdag, hvor det fremgår, at rektor Søren Fersløv Andersen fra 2010-2016 fik 778.000 kr. for meget i løn.
De to sager om uretmæssig løn og resultatløn har medført, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har valgt at sætte Københavns VUCs lønadministration under skærpet tilsyn, og det betyder bl.a., at institutionen midlertidigt er blevet frataget retten til at udbetale engangsvederlag og bonusser.
Og hvis Københavns VUC alligevel ønsker at give en bonus, skal det godkendes på forhånd hos tilsynsstyrelsen.
'Københavns VUC skal i en foreløbig periode undlade at udbetale variable løndispositioner (engangsvederlag, resultatløn, merarbejdshonorering, fratrædelsesgodtgørelse, m.m.) til skolens rektor og mellemledere, uden at styrelsen forinden har godkendt udbetalingen,' fremgår det af afgørelsen.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet oplyser samtidig til Radio24syv, at forholdene på Københavns VUC har været til vurdering hos Kammeradvokaten for at se, om et evt. strafferetligt ansvar kunne gøres gældende.' Konklusionen var dog, at der ikke var grundlag for at gøre yderligere.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.