SAMSØ: Når det lokale brandvæsen på Samsø fremover har brug for assistance fra fastlandet, skal den komme hurtigere.
Det er læringen, efter at en brand på Samsø Syltefabrik for præcis et år siden hærgede øen, skriver TV2 Østjylland.
- Det er den voldsomste brand, jeg har oplevet i min karriere, konstaterer Søren Peter Kjeldahl, der er direktør og indsatsleder i Samsø Redningskorps, som er en del af Østjyllands Brandvæsen.
Grundet branden har Østjyllands Brandvæsen, som dækker Aarhus, Skanderborg, Samsø og Odder kommuner, nu valgt at barbere en time af den såkaldte mødeplan, når det gælder ventetid på assistance fra fastlandet til Samsø.
Rødbedevand
Det var den 20. maj 2024 omkring klokken 18.26, at en forbipasserende opdagede branden, der endte med at udvikle sig til den største af sin slags på Samsø i 20 år.
Samsø Redningskorps rykkede ud, og på det tidspunkt var bygningen allerede voldsomt varm. Ruderne var sorte. Og de lokale brandfolk turde ikke gå ind på grund af eksplosionsfare.
Efterhånden manglede der også vand. Nødløsningen blev en lagune bag fabrikken, som var fyldt med rødbedevand. Det brugte brandfolkene til at pøse over den brandvarme bygning. Godt lugtede det ikke. Men det virkede.
Efter cirka to timers kamp kom der assistance fra fastlandet, og 19 brandfolk og syv brandkøretøjer sluttede sig til.
Bekymret for andre brande
- Det var simpelthen en lettelse, husker Søren Peter Kjeldahl, der undervejs også var bekymret for, om der skulle opstå brande eller ulykker andre steder på øen, mens en meget stor del af beredskabet var låst ved syltefabrikken.
At forstærkninger fra fastlandet var fremme efter cirka to timer skulle vise sig at være god timing.
For på det tidspunkt - netop denne dag - var det lokale brandvæsens smertegrænse nået.
På trods af, at Samsø Redningskorps efter den hidtidige planen faktisk burde kunne holde stand i op til tre timer på egen hånd. Det fremgår af en helt ny plan for Østjyllands Brandvæsen, der gælder for de kommende år.
To timer var max
I planen nævnes blandt andet branden på Samsø som en hændelse, Østjyllands Brandvæsen har draget læring af.
- Ved denne brand var hjælpen fra fastlandet allerede fremme efter to timer, hvilket på dagen var maksimalt mulige indsatstid for de dygtige brandfolk på Samsø. Hændelsen viste, at det er urealistisk med en indsatstid på tre timer for brandfolkene på Samsø til så voldsom en brand.
Beredskabsdirektør ved Østjyllands Brandvæsen, Kasper Sønderdahl, roser Samsø Redningskorps' indsats ved syltefabrikken i 2024. Og han bekræfter, at netop den brand har ført til ændringer, så ventetiden på assistancen fremover ikke overstiger to timer.
- Der var en virkelig velfungerende førsteindsats, men det, vi også kan se, er, at tre timer bliver lang tid for et beredskab, der består af kun to brandstationer, siger Kasper Sønderdahl, der dog også pointerer, at alt under to timer ikke er realistisk, når det kommer til udstyr, som skal sejles til Samsø.
Østjyllands Brandvæsen har også sat gang i analyser af Samsøs vandforsyning - herunder øens brandhanenet.
Syltefabrikken, der i dag er under genopbygning, er arbejdsplads for op mod 70 øboere i højsæsonen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.