KL og Akademikerne har tirsdag formiddag indgået et treårigt forlig for de cirka 40.000 akademisk ansatte i kommunerne, oplyser Akademikerne.
Forliget sikrer ifølge organisationen en ny Fritvalgsordning, så de ansatte får mulighed for at vælge mellem løn, frihed og pension alt efter, hvor de befinder sig i deres liv.
En tilsvarende ordning var et centralt punkt i overenskomsten for de øvrige kommunalt ansatte, som KL og Forhandlingsfællesskabet indgik i sidste uge.
Desuden er der aftalt en stresspakke med forebyggende initiativer, der styrker kampen mod stress på de kommunale arbejdspladser.
Fleksibilitet
- Med denne aftale styrker vi medarbejdernes fleksibilitet i arbejdslivet med en stærk fleksibilitetspakke, Det er både fremsynet og nødvendigt, siger formand Tomas Kepler, som tilføjer:
- Vi sætter dermed en klar og meget ambitiøs retning for både fleksibilitet og forebyggelse af stress i fremtiden, som vi kommer til at have endnu mere fokus på i fremtiden.
Aftalen indeholder også en familiepakke, der giver bedre vilkår for børnefamilier, bl.a. bedre barselsvilkår og mulighed for at være hjemme den dag, ens barn bliver ringet hjem, og tre dage frem.
6,27 pct. i lønstigning
Aftalen byder på en økonomisk ramme på 9,09 pct. For akademikerne har det været særskilt vigtigt at forhandle med egen økonomisk ramme, efter at de trådte ud af Forhandlingsforbundet, oplyser Akademikerne.
Lønstigningen bliver på 6,27 pct., der giver de kommunalt ansatte akademikere en reallønsudvikling.
- Vi har fået et resultat, der matcher forliget i staten, og det betyder, at også det kommunale arbejdsmarked for første gang i årtier kommer foran det private arbejdsmarked på børne- og familievilkår. Det gør mig både glad og stolt, siger Tomas Kepler.
Også Djøf Offentlig kalder resultatet "solidt".
- Jeg er meget tilfreds med, at vi har aftalt samlede procentuelle lønstigninger af en størrelse, så medlemmerne kan forvente en fremgang i reallønnen over perioden, siger formand Johanne Nordmann.
Forliget omfatter kun akademikere ansat i kommunerne, mens der stadig forhandles for forholdene i regionerne. Desuden udestår forhandlinger om vilkårene på chefområdet, oplyser Djøf.
KL har i skrivende stund ikke oplyst noget om forliget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.















