Økonomi- og Indenrigsministeriet har netop meldt fordelingen af tilskud samt frister og vilkår for ansøgning om særtilskud og lån ud til kommuner og regioner. Det betyder, at kommuner og regioner nu kan begynde sidste fase af budgetlægningen for 2018.
Som noget nyt indgår den nye særtilskudspulje til kommuner med vanskelige økonomiske vilkår på 300 mio. kr. også i udmeldingen.
Centrale punkter i udmeldingen til kommunerne er:
Det samlede statslige tilskud til kommuner er på 61,9 mia. kr.. Heraf fordeles 48,2 mia. kr. gennem landsudligningen og 6,8 mia. kr. gennem udligningsordningen for kommuner uden for hovedstadsområdet med et højt strukturelt underskud.
Tilskud og bidrag på 2,9 mia. kr. i hovedstadsudligningen, 4,8 mia. kr. i udligningen vedrørende indvandrere og efterkommere og 11,0 mia. kr. i beskæftigelsestilskud.
Ø-tilskud og tilskud til nedsat færgetakst og andre ordninger for i alt 6,9 mia. kr.
Det samlede statslige tilskud i 2018 er mindre end tilskuddet i 2017. Det skal ses i sammenhæng med en vækst i kommunernes skattegrundlag. Det indgår også i udmeldingen, hvad kommunerne kan regne med som statsgaranteret grundlag for udskrivningen af skat.
Ordning forlænget
Med virkning fra 2017 er der oprettet en ny særtilskudspulje på 300 mio. kr. Puljen fordeles af økonomi- og indenrigsministeren efter kriterier for lavt beskatningsgrundlag og objektive kriterier for demografiske, strukturelle og beskæftigelsesmæssige udfordringer i kommunerne.
Kompensationsordningen i forbindelse med reformen af refusionssystemet på beskæftigelsesområdet er forlænget til også at gælde for 2018. Den begrænser de enkelte kommuners tab og gevinster som følge af ændringerne, der trådte i kraft i 2016. Ordningen indebærer, at et overskud på 24,3 mio. kr. overføres til særtilskudspuljen til fordeling til særligt vanskeligt stillede kommuner med udfordringer på beskæftigelsesområdet og konsekvenser af refusionsomlægningen.
Regionerne har fået besked om fordelingen af bloktilskud på 94,3 mia. kr. til finansiering af sundhedsvæsenet og 2,3 mia. kr. til finansiering af regionale udviklingsopgaver. Regionerne har også fået meddelelse om bl.a. vilkår og ansøgningsfrister til lånepuljer.
Læs om Økonomi- og Indenrigsministeriets udmelding her: Tilskud og udligning for kommuner i 2018 og Bloktilskud til regionerne for 2018.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.