dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Mette Reissmann og Yildiz Akdogan får ikke lov til at sidde i både Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation på samme tid. Det har Socialdemokratiets hovedbestyrelse besluttet. (Arkivfoto).
Philip Davali/Ritzau Scanpix

S-hovedbestyrelse siger nej til dobbeltmandat til Reissmann og Akdogan

Socialdemokratiets Mette Reissmann og Yildiz Akdogan skal tage stilling til, hvilket hverv de vil bestride.
8. DEC 2025 17.34

Socialdemokratiets hovedbestyrelse vil ikke tillade, at folketingsmedlemmerne Mette Reissmann og Yildiz Akdogan kommer til at sidde på et dobbeltmandat som medlem af både Folketinget og Borgerrepræsentationen i København.

Det har partiets hovedbestyrelse besluttet mandag ved et møde på Christiansborg.

"Vores hovedbestyrelse har i dag behandlet to ansøgninger om dispensation fra Socialdemokratiets gældende regler om forbud mod besiddelse af dobbeltmandater. På mødet i dag har hovedbestyrelsen konstateret, at der ikke er mulighed for at give Mette Reissmann og Yildiz Akdogan dispensation. Dermed skal begge tage stilling til, hvilket hverv – enten Københavns Borgerrepræsentation eller Folketinget - de vil tage orlov fra eller helt nedlægge" skriver Socialdemokratiets partisekretær, Lasse Ryberg, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Socialdemokratiets hovedbestyrelse kan ifølge partiets vedtægter give dispensation til et dobbeltmandat "i helt særlige situationer".

Mette Reissmann sagde før kommunalvalget 18. november, at hun ville prioritere Folketinget, hvis hun skulle vælge.

- Hvis jeg ikke får den dispensation, som hovedbestyrelsen i København bakker op om, så må jeg jo søge orlov til borgerrepræsentationen igen. Jeg forlader ikke Folketinget før tid, sagde hun.

Yildiz Akdogan er blevet spurgt om det samme adskillige gange, men hun har undladt at forholde sig til spørgsmålet.

Begge blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation ved kommunalvalget i både 2021 og i november i år. Mette Reissmann tog imidlertid orlov fra Borgerrepræsentationen, da hun i 2022 blev valgt ind i Folketinget.

Yildiz Akdogan tog orlov fra Borgerrepræsentationen i maj i år, da hun blev hevet ind i Folketinget efter Pernille Rosenkrantz-Theils farvel.

Tre andre socialdemokrater, som blev valgt ved kommunalvalget, har allerede fået dispensation til at sidde på et dobbeltmandat.

Det drejer sig om veteranen Bjarne Laustsen, som blev valgt ind i Rebild Kommune, og som stopper i Folketinget efter næste valg. Det skal finde sted inden udgangen af oktober næste år.

Også Morten Klessen, der kom i Folketinget tidligere i år efter Rasmus Prehns farvel, har fået dispensation til at sidde på et dobbeltmandat.

Morten Klessen blev valgt ind i Jammerbugt Kommune og har allerede meddelt, at han ikke stiller op til næste folketingsvalg.

Endelig har Louise Mehnke, der blev genvalgt i Fredensborg Kommune, fået tilladelse til at sidde på to mandater i en periode. Hun er stedfortræder i Folketinget for Fie Hækkerup, der er på barsel.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/s-hovedbestyrelse-siger-nej-til-dobbeltmandat-til-reissmann-og-akdogan

GDPR