
EU-valgtømmermænd prægede ugens start. Af forskellig karakter – hos S nok af den hårde, bankende slags efter en gedigen vælgerlussing. I Københavns Kommune vil partiet ikke kunne fastholde overborgmesterposten, hvis stemmerne falder på samme måde ved KV25. I Mette Frederiksens baghave i Aalborg var tilslutningen ligeledes sløj, og socialdemokraterne står tilbage med aben som regeringens prygelknabe. Måske er vi blevet en lidt for grå, sammenblandet gryderet, erkender en profileret S-borgmester i dag i DK Nyts podcast Kort Fortalt.
S kan muligvis finde lidt trøst i, at LA her sidst på ugen har bragt sig i et uheldigt fokus. Partiets ungdomsafdeling har indledt et opgør med det kvindesyn, som flere af partiets mandlige toppolitikere tilsyneladende abonnerer på. Det var en fejl og uskarp kommunikation, og partiet "tager gladelig imod inputs fra Liberal Alliance Ungdom", lød det efterfølgende fra den politiske leder.
Den længe ventede rapport fra kommissionen med det uendelige navn; Sundhedsstrukturkommissionen kom tirsdag og affødte såvel skuffelse som optimisme. Mest positive var sært nok regionerne, der på en eller anden måde kan se sig selv fortsætte – dog i en anden form – i alle tre foreslåede modeller. KL var derimod loren og savnede fokus på det nære sundhedsvæsen, men kunne lune sig ved et løfte fra sundhedsministeren om, at der i fremtiden stadig står kommunalt drevet-stempel på pleje og madservice rundtom i landet. Det hele ender nok i sidste ende med en helt fjerde model, sagde regionsfadder Løkke senere på ugen fra en scene på Bornholm.
Årets Folkemøde på Bornholm er nemlig skudt i gang, dette år med lige dele mænd og kvinder på scenerne og mulighed for hjælp fra konfliktmæglere, hvis demonstranter skulle forstyrre idyllen, men i begyndelsen uden statsministertilstedeværelse, efter at hun op til weekenden blev slået – et slag til os andre også, hed det i åbningstalen.
Sikkerhed og mangel på samme trænger på flere ledder ind i det danske, velordnede samfund. Københavnske politikere har besluttet at stoppe investeringer med tråde til israelske bosættelser, og regeringen har været ude med et krav om, at forsyningsvirksomheder skal have en beredskabsplan. Beredskabet for energisektoren har fået et decideret nøk op, og sektoren er skam parat til at sætte hegn op og vagter ind, men efterspørger mere præcise detaljer om, hvilke trusler der er tale om.
På det lokalpolitiske plan stikker det ud, at S i Viborg er midt i en decideret nedsmeltning. Fire byrådsmedlemmer forlod mandag partiet som følge af den ene – gruppeformandens – desavouering. Onsdag meldte firebanden så ud, at de fremover kalder sig Velfærdsdemokraterne.
I Vejen går kommunaldirektøren på pension efter 27 år, og i Ringsted har man måttet hente midlertidig hjælp fra en tidligere kommunaldirektør. En sag om misbrug af et kommunalt betalingskort på en skole i Haderslev får følger i Esbjerg Kommune, hvor den nu tidligere skoleleder også har været ansat. Der har man nemlig opdaget uoverensstemmelser og meldt sagen til politiet.
Men lad os slutte i en positiv tone: I 52 kommuner har man længe bidt negle over den gordiske Chromebook-knude, men nu har KL sammen med Google løst problemet, var det glade budskab tirsdag morgen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.