Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Rutiner og samvær gør overgange i genoptræning nemmere

Ansæt en brobygger og fasthold borgeren i den gode udvikling, er en af konklusionerne i en ny rapport om overgangen fra fx kommunal genoptræning til lokalt idrætstilbud.
21. DEC 2020 10.50

Når man skal gå fra en kommunal behandling og selv til at holde sin genoptræning ved lige i fx en idrætsforening, er der gode erfaringer at hente i at have en brobygger tilknyttet. Det oplyser Københavns Universitet, KU, der har samler erfaringerne fra 40 kommuner.

Det er Center for Holdspil og Sundhed på KU, der har undersøgt, hvordan man kan løse den udfordring, som mange møder: At de gode vaner fortsætter, når der kommunale sundhedsfremmende, sygdomsforebyggende eller rehabiliterende træningsforløb er slut.

Resultaterne er delt op i fire, og fjerde del handler om fastholdelse. Det understreger bl.a., hvor vigtige relationerne er for os, men at det er dem, der kan forsvinde, når et kommunalt tilbud slutter.

- Fællesskabende og lystfyldte aktiviteter, som bygger på netværksdannelse og sociale relationer i både det kommunale forløb og hos idrætsforeningen, har afgørende betydning for borgerens overgang og fastholdelse i træningsrutiner i hverdagslivet, lyder det fra ph.d. Henriette Folkmann Hansen, der har udarbejdet rapporten i samarbejde med Center for Holdspil og Sundhed.

Brobyggeren i løbende dialog

Derfor er det fx centralt, at der er ansat en person, som har rolle som brobygger, og særligt vigtigt, at vedkommende er i løbende dialog med alle involverede aktører. Brobyggeren kan være forankret kommunalt eller i idrætsforeningen.

- Det kan fx understøttes ved at lave obligatoriske foreningsbesøg undervejs i det kommunale træningsforløb. Her kan en brobygger eller "playmaker", som nogen også kalder jobbet, især komme til sin ret, forklarer ph.d.-studerende Signe Engdal Larsen fra Center for Holdspil og Sundhed.

Det er også afgørende, at tilbuddene sker i faste rutiner efter det kommunale. Det forbedrer nemlig chancerne for at komme afsted væsentligt.

Rapporten bygger også på international forskning og er støttet af Nordea-fonden.

ibs